Med nr. 2 og 5 fra det samlede klassement i årets Tour de France, de luxembourgske brødre Andy og Fränk Schleck, i Team Saxo Banks trup til Vuelta a Espana skabes uundgåeligt højtflyvende forventninger ude i den vide cykelverden til, at denne etablerede duo vil formå at præge begivenhederne også i den spanske rundtur, som indledes i morgen i landflygtighed på motorbanen i den hollandske by Assen. Men internt på det danske mandskab lægger ingen skjul på, at det i langt højere grad end de kendte trumfer er jokeren Jakob Fuglsang, der skal spilles ud, når det gælder satsningen på klassementet. »Selvfølgelig kan det sagtens tænkes, at Andy og Fränk i kraft af deres klasse formår at hævde sig i den samlede stilling, men det er ikke grundlæggende hovedformålet med deres deltagelse«, fastslår sportsdirektør og chefstrateg Kim Andersen, der er på plads i Assen sammen med rytterne.
Brødrene satser på VM
»De to brødre har taget det forholdsvis roligt efter Tour de France, og de satser nu begge markant på VM i Mendrisio, som køres ugen efter Vuelta-afslutningen i Madrid, samt på de store italienske endagsløb i oktober med Giro di Lombardia som højdepunktet«.
Kim Andersens ord underbygges af, at Fränk Schleck slet ingen officielle starter har haft siden Tour de France, mens lillebror Andy stillede op i Clasica San Sebastian i begyndelsen af august, men udgik efter et styrt.
Muligheder på verdensranglisten
»Til gengæld har de kørt mange kriterier, og de har dermed holdt sig i gang, så formen skulle være i orden. Men som sagt er de senere opgaver prioriteret højere end Vueltaen. Jeg håber imidlertid bestemt på, at Andy laver et godt resultat, for det kan betyde, at han støder Alberto Contador fra førstepladsen på verdensranglisten. Og det er absolut ikke uden betydning for holdet«.
For Jakob Fuglsang, der har imponeret fantastisk i sin første sæson på højeste internationale niveau med samlet sejr i både Post Danmark Rundt og Slovenien Rundt samt sjettepladser i de to krævende ProTour arrangementer Volta Catalunya og Dauphiné Libéré, udgør Vueltaen en styrkeprøve af hidtil ukendt omfang.
»Jakob er en exceptionel cykelrytter, og vi har snakket meget om hans rolle i Vueltaen, men han er selv indstillet på at køre efter et godt sammenlagt resultat. Det får han lov til, og så må vi se, hvordan det går, men der bliver ikke lagt nogen form for pres på ham, for hverken han eller vi kan vide, hvad han reelt kan yde under disse forhold«, konstaterer Kim Andersen.
Cancellara er buddet på enkeltstarten




























