Efter 11 finaler i træk og 16 i alt på Frederiksberg Allé bryder en af landets største årligt tilbagevendende idrætsbegivenheder, Post Danmark Rundt, i 2010 med traditionerne. For når den kommende sommers udgave af den hjemlige cykelrundtur slutter 8. august, sker det på Geels Bakke i Holte som en generalprøve på verdensmesterskaberne – det største globalt favnende sportsarrangement på dansk grund i nyere tid – der året efter afvikles på en rute nord for København. En oplagt chance »Vi ser det som en oplagt chance både for at præsentere VM-strækningen internationalt og for selv at afprøve den i god tid, til der året efter skal kæmpes om medaljer«, forklarede Danmarks Cykle Unions direktør Jesper Worre, da han i dag viste den smukke rundstrækning i Rudersdal Kommune frem for en række indbudte.
LÆS ARTIKEL VM-afslutning på Geels Bakke i 2011
»Derfor var det også glædeligt, at kommunen gik med på idéen. Jeg tror det vil øge chancen for at få flere topnavne med i feltet til Post Danmark Rundt, fordi de får lejlighed til at lære VM-rundstrækningen at kende«.
Vender tilbage til Frederiksberg
»Allerede i 2011 er vi imidlertid tilbage på Frederiksberg Allé, og det har bestemt ikke været let for hverken Frederiksberg Kommune eller os at afbryde det langvarige samarbejde. Men da tanken først var født, forekom den oplagt«.
»Vi slutter Post Danmark Rundt af med fem omgange på den 14 km lange VM-rundstrækning, og det åbner også for en helt anden og måske også mere uforudsigelig afslutning på løbet, end vi har været vant til«.
I øvrigt er der foretaget en ændring af VM-planerne, idet elitens landevejsløb starter i hjertet af København, hvor også alle enkeltstarterne gennemføres, og ikke som det oprindelig var meningen på Geels Bakke.
Feltet kører derefter godt 30 km ud til rundstrækningen, hvor der skal tilbagelægges 18 omgange, så den samlede distance når op på cirka 280 km.




























