Millionbeløb af svimlende størrelsesorden har næsten dagligt været sat i forbindelse med Tour de France-kongen Alberto Contadors fremtidige ansættelsesforhold. Og uanset, hvad facit bliver, hersker der ingen tvivl om, at den 26-årige spanier bliver den højst betalte professionelle cykelrytter i 2010. Men indtil videre er der udelukkende tale om gisninger, og når disse i den seneste uge har været så talrige, skyldes det givetvis, at Contador under sit ophold i det caribiske ferieparadis Curacao, hvor han i lørdags sejrede i et 80 km kriterium, har været omgivet af en lang række journalister. Det har ført til en stribe af samtaler, hvor øjeblikkets suveræne etapeløbsspecialist er blevet udfrittet om sine planer, og det eneste, der er helt sikkert, er, at essensen i hans svar har været, at han endnu ikke har besluttet sig. Hurtigt dementi Contadors bror og manager Fran gjorde sig da også stor umage med hurtigt at dementere meldingen, der fødtes i belgiske medier, om, at Astana skulle have været fremme med et tilbud om en årsgage på 60 mio. kr. Og at der vel at mærke var tale om en kontrakt for fire sæsoner.
LÆS ARTIKEL Astana tilbyder Contador gigantløn
»Hvis det ender med, at Alberto fortsætter hos Astana, vil aftalen kun gælde for et år, og beløbet er under det halve af de 60 mio.«, fastslår Fran Contador ifølge spanske aviser.
Quick Step står også klar
Også Patrick Lefevere, manager for det belgiske Quick Step mandskab, sætter en bremse på beløbenes himmelflugt, efter at det tidligere i dag forlød, at han har tilbudt Contador en fireårig kontrakt til en samlet sum af næsten 150 mio. kr.
»Tallet er grebet ud af den blå luft, og jeg vil slet ikke udtale mig om det«, siger Patrick Lefevere.
»Men det er helt korrekt, at vi har givet Contador et tilbud, som strækker sig over fire år«.
Når Quick Step i det hele taget blander sig i selskabet af Contador-købere, skyldes det, at holdets amerikanske cykelsponsor Specialized har vist sig særdeles interesseret i, at få spanieren ind i folden.
Overvældende interesse
Med tanke på Contadors position i det internationale hierarki, er det ganske naturligt, at interessen for hans person er så overvældende.
Men hvornår den endelige beslutning fra Contador-lejren foreligger, er uvist.




























