Sejrene kommer på stribe for Riis

sprintersejr. Efter sejrene til Matti Breschel, Jens Voigt og Fabian Cancellara var det argentineren Juan José Haedo (tv. sammen med amerikaneren Levi Leipheimer), der sørgede for den fjerde sejr til Team Saxo Bank. Arkivfoto
sprintersejr. Efter sejrene til Matti Breschel, Jens Voigt og Fabian Cancellara var det argentineren Juan José Haedo (tv. sammen med amerikaneren Levi Leipheimer), der sørgede for den fjerde sejr til Team Saxo Bank. Arkivfoto
Lyt til artiklen

For fjerde gang på fem dage susede en af Bjarne Riis’ ryttere først over målstregen, da argentineren Juan José Heado vandt massespurten på den 117 km lange sidste etape i Volta a Catalunya, der sluttede med otte omgange på motorbanen i nærheden af Barcelona. Den 29-årige sprinter afviste i finalen tyskeren Robert Förster (Milram) og ireren Nicolas Roche (Ag2r) og fortsatte dermed den successerie, Matti Breschel indledte i Dwars door Vlaanderen i onsdags, og som dagen efter fortsattes af den tyske veteran Jens Voigt i det spanske etapeløb og i går af det schweiziske tempofænomen Fabian Cancellara i E3 Prijs Vlaanderen.

LÆS ARTIKEL Riis tror på stort forår efter ny sejr

Syvende sejr i denne sæson
Team Saxo Bank har nu hentet syv gevinster i denne sæson og overtrumfes blandt de 18 ProTour-hold kun af Liquigas med 15, HTC-Columbia med 12 og Team Sky med otte.

Juan José Haedo har bidraget med to af de syv triumfer, idet han også var hurtigst, da den første udgave af Mumbai Cycloton afvikledes i den indiske millionby 21. februar.

Tæt på også på 2. etape
Argentineren var allerede på 2. etape af den nu overståede spanske opgave meget tæt på at vinde. Han måtte imidlertid ved den lejlighed bøje sig for englænderen Mark Cavendish (HTC-Columbia), der scorede sæsonens første sejr, men siden udgik af løbet.

For Haedo, der i år har fået selskab af sin lillebror Lucas på Team Saxo Bank, som blev nr. 5 på etapen, var det 20. gang, han stod øverst på sejrsskamlen, siden han i 2007 kom i tjeneste hos Bjarne Riis.

Udbrud uden succes
Efter passagen af dagens eneste stigning Alt de Caldes lidt under halvvejs på etapen angreb franskmanden Jeremy Roy (Francaise des Jeux), og det varede ikke længe, før han fik selskab af spanieren Haimar Zubeldia (Radio Shack).

Dagens styrkeprøve var imidlertid den grad egnet for sprinterne, at de to lykkeriddere ikke fik held med deres forehavende, og med syv kilometer tilbage blev de fanget af feltet.

VM-bronzevinder vandt sammenlagt
I den samlede stilling ændrede etapen som ventet ikke på noget væsentligt, og den spanske VM-bronzevinder Joaquin Rodriguez (Katusha) 10 sekunder foran vennen og landsmanden Xavier Tondo (Cervélo).

Estlænderen Rein Taaramäe (Cofidis) besatte den sidste podieplads, mens spanieren Luis Leon Sanchez (Caisse d’Epargne) som nr. 4 kan trøste sig med, at han udbyggede sin samlede føring på verdensranglisten. Fjerdepladsen indbringer 60 point, og ingen af spanierens nærmeste konkurrenter erobrede point på de spanske landeveje.

Jens Voigt blev Team Saxo Banks bedste sammenlagt som nr. 20 med et minus på 1.59 min. mens Fränk Schleck sluttede to placeringer og 15 sekunder længere bagude.

Ud af Valverdes skygge
Joaquin Rodriguez har de seneste sæsoner været en skattet hjælperytter for Alejandro Valverde hos Caisse d’Epargne, men med skiftet til Katusha har han for alvor fået chancen for at jagte personlig succes, hvilket utvivlsomt også vil kunne ses i de kommende måneder både i klassikerne og de store etapeløb.

Den 30-årige spanier blev således sidste år eksempelvis nr. 2 i Liège-Bastogne-Liège efter Andy Schleck for henne i september at slutte på en samlet syvendeplads i Vuelta a Espana – han blev nr. 6 i 2008 – som optakt til bronzepræstationen ved VM i Mendrisio.

Bjergkonge i Vueltaen

Rodriguez har hidtil ikke hørt til de oftest sejrende, men har gjort sig særdeles positivt bemærket med sin indsats til gavn for Valverde. Dagens gevinst er spanierens 12. og den anden samlede i et etapeløb, idet han i 2004 strøg til tops i Setmana Catalana.

I 2003 vandt han en etape i Vuelta a Espana, ligesom han bar førertrøjen i to dage. Året efter hyldedes han som bjergkonge i den spanske cykelrundtur.

Han har også været national mester – i 2007 – og han har slået til på etaper i så krævende udfordringer som Paris-Nice, Tirreno-Adriatico og Vuelta a Burgos

Rodriguez indledte sin professionelle karriere i 2001 hos Once og skiftede efter tre sæsoner til Saunier Duval. Her blev han i to år, inden turen gik til Caisse d’Epargne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her