Allerede efter de første dage i Giro d’Italia fastslog Team Saxo Banks ledende sportsdirektør Kim Andersen, der var med på færden i Holland, at det danske mandskabs australske debutant Ritchie Porte med sin fornemme præstation på enkeltstarten i Amsterdam ville have store chancer for at nå meget langt i løbets ungdomskonkurrence. »Når jeg ser på listen over de ryttere, der er med i den kappestrid, kan jeg ikke rigtigt få øje på nogen, som udgør en alvorlig trussel mod Ritchie«, sagde Kim Andersen ved den lejlighed. Og det indtryk forstærkes dag for dag. Ganske vist måtte den 25-årige australier en tur i asfalten i går på den 230 km lange 10. etape fra Avellino til Bitonto, men efter styrtet kom han uden de store problemer og med den nødvendige assistance op til feltet igen, og kunne fryde sig over endnu en podiehyldest med kys fra de smukke Giro-misser.
LÆS OGSÅ Spurtkanon fyrer ny Giro-triumf af
Ritchie Porte krydsede målstregen som nr. 38 og befandt sig i den gruppe på 107 ryttere, der noteredes for et minus på tre sekunder, da der i massespurten opstod et lille hul efter de ni forreste.
Fører stadig med 1.59 min.
Blandt disse var kun én af de aktører, der har alderen – født efter 1. januar 1985 – til at deltage i ungdomskonkurrencen. Det drejer sig om italieneren Fabio Sabatini (Liquigas), der på andenpladsen blev slået med halvanden længde af amerikaneren Tyler Farrar (Garmin).
Sabatini har imidlertid sat over en time til sammenlagt, og den nærmeste trussel mod Portes hvide førertrøje udgøres stadig af italienerens kroatiske holdkammerat Robert Kiserlovski, der er 1.59 min. efter australieren, som også fortsat er nr. 6 i det overordnede klassement 2.26 min. efter den førende Alexandre Vinokourov (Astana).
Alle mand med i hovedfeltet
Team Saxo Bank havde alle sine ryttere inde i samme tid som Porte, men var med argentineren Lucas Haedo som den bedst placerede på 21. pladsen ikke i nærheden af at blande sig i kampen om etapesejren.
Footon-Servettos dansker Martin Pedersen, der mod slutningen var involveret i et styrt i et sving, fuldførte i en gruppe på 17 ryttere, der som de sidste var 7.41 min. efter Farrar. I det selskab var også to af de tre udbrydere, englænderen Charles Wegelius (Omega Pharma-Lotto) og franskmanden Hubert Dupont (Ag2r), der havde været med i dagens lange udbrud.
Den tredje lykkeridder, italieneren Dario Cataldo (Quick Step) noteredes for samme tid som hovedfeltet, selv om han styrtede i finalen.




























