Målsætningen for Team Saxo Banks endelige udbytte af Giro d’Italia har ligget i luften et stykke tid, og efter at australieren Richie Porte endnu engang konfirmerede sin forrygende form på gårsdagens bjergenkeltstart, formuleres den nu også meget konkret fra det danske mandskabs side. »Jeg synes, det er realistisk at tro på, at Richie vinder ungdomskonkurrencen og slutter i top-10 i den overordnede stilling«, fastslår sportsdirektør Dan Frost.
LÆS ARTIKEL Succes for veteran og Saxo Banks debutant
»Det er, hvad vi går efter i resten af løbet, og jeg kan fornemme på Richie, at han bestemt føler sig parat til at yde sit maksimale for at få indfriet sine ambitioner«. Chris Anker klar til at hjælp Med tanke på, at Team Saxo Bank, efter at Chris Anker Sørensen i slutningen af marts brækkede kravebenet i Volta a Catalunya, droppede enhver satsning på det samlede Giro- klassement, og udelukkende håbede på et godt etaperesultat, kan det umiddelbart fastslås, at forventningerne i vid udstrækning er overtrumfet. Porte har været løbets store positive overraskelse og fortsætter med at imponere ved at holde sig i toppen. Og samtidig har Chris Anker Sørensen, der har vist sig som en fortrinlig hjælper i bjergene, sørget for, at etapegevinsten er kommet i hus. Portes værste rivaler Inden dagens 173 km lange 17. etape fra Brunico til Paio Terme indtager den 25-årige australier tredjepladsen 2.36 minutter efter spanieren Davide Arroyo (Caisse d’Epargne) og ni sekunder efter den italienske Giro-vinder fra 2006 Ivan Basso (Liquigas).




























