Som det kunne frygtes efter de første meldinger i kølvandet på fredagens dramatiske ulykke under det italienske etapeløb Giro del Friuli, overlevede det 19-årige stortalent Thomas Casarotto ikke de alvorlige kvæstelser, han pådrog sig ved et styrt. Allerede hurtigt stod det klart, at Casarottos hjerne havde lidt overlast, og han blev holdt kunstigt i live, men som tiden skred frem, var det åbenlyst, at der ikke var udsigt til nogen bedring i den unge italieners situation.
LÆS OGSÅ Døende cykeltalent redder andres liv
Tørnede ind i modkørende bil
I samråd med familien har lægerne på hospitalet i Udine derfor besluttet at slukke for respiratoren, og samtidig truffet de nødvendige foranstaltninger til, at Casarottos organer efter forældrenes ønske kan anvendes i transplantationsøjemed.
Thomas Casarotto tørnede under 3. etape i Giro del Friuli ind i en modkørende bil, der kort inden var kommet ud på ruten fra en sidevej, uden at føreren var orienteret om, at han færdedes på en strækning, hvor et cykelløb var i gang.




























