Alberto Contadors historie om den forgiftede bøf, som skulle være årsag til, at der ved en dopingkontrol 21. juli på den anden hviledag under Tour de France blev fundet spor af clenbuterol i hans urin, danner nu skole. Den hollandske mester i mountainbike og tidligere U23-europamester i den terrængående disciplin, Rudi van Houts, som netop er blevet hyldet som årets mountainbikerytter i sit hjemland, er havnet i en situation, der minder uhyre meget om den 28-årige tredobbelte Tour-triumfators. Mindre mængde end hos Contador Også van Houts har nemlig afleveret en prøve, som indeholdt clenbuterol, og det endda i endnu mindre mængde end den, der konstateredes hos det spanske etapeløbsfænomen, som er udset til at være Bjarne Riis’ ny stjerne.
LÆS ARTIKEL Contadors bøfhistorie får støtte af spansk kvægavler
Hos Contador var der tale om 50 picogram, mens der ved analysen af den 26-årige hollænders prøve kun registreredes 30 picogram.
Mexicansk kød får skylden
Rudi van Houts blev testet kort efter at være vendt hjem fra et træningsophold i Mexico.
»Jeg spiste meget kød under opholdet i Mexico, og det må være på den måde, jeg har fået clenbuterol i organismen«, forklarer Rudi van Houts til hollandske medier.
»Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, hvordan det ellers skulle være sket, for jeg kan garantere, at jeg intet ulovligt har foretaget mig. Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at bevise, at jeg er uskyldig, og jeg får nu bl.a. foretaget en hårtest, som jeg håber på, kan rense mig«.
Italiener fik et års karantæne
Tidligere har den italienske cykelrytter Alessandro Colo prøvet at klare frisag med en lignende forklaring.



























