Efter den uheldsramte 1. etape i Tour of California, der kostede David Zabriskie den videre deltagelse i løbet, var det jubeludbruddene, der dominerede på det danske professionelle cykelmandskab Team CSC, da 2. etapes 187 km fra Sausolito til Sacramento indbragte sæsonens første sejr.
Efter en fornem kollektiv indsats kunne holdets 26-årige nyindkøbte argentinske sprinter Juan José Haedo suse over målstregen som en meget sikker vinder af massespurten foran så drevne afsluttere som italieneren Luca Paolini (Liquigas), nordmanden Thor Hushovd (Crédit Agricole) og australieren Allan Davis (Discovery Channel).




























