Nationalidol tilbage i vinderrollen efter lang pause

Lyt til artiklen

Efter en sejrspause på knap 11 måneder scorede det belgiske nationalidol Tom Boonen (Quick Step) i dag dobbelttriumf, da han både vandt den 145,5 km lange 1. etape i Tour of Qatar og sikrede sig førertrøjen. Den 30-årige eksverdensmester var hurtigst i spurten, da 18 mand nåede samlet til mål efter færden fra Dukhan til Al Khor Corniche, og dermed noteredes Tom Boonen for sin 18. etapegevinst i løbet, hvor han også har hjemført den samlede førsteplads tre gange – i 2006, 2008 og 2009. På pladserne efter belgieren fulgte australieren Heinrich Haussler (Garmin-Cervélo) og Mark Renshaw (HTC-Highroad) samt Team Leopard-Treks italiener Daniele Bennati. Prologvinderen slået ud af maveonde Sammenlagt fører Boonen, der blev nr. 6 på gårsdagens prolog, nu med fire sekunder ned til Renshaw og otte til det schweiziske tempofænomen Fabian Cancellara (Leopard-Trek). Oprindelig var prologsejrherren Lars Boom (Rabobank) også med i den gruppe på 19 ryttere, som efter 30 km benyttede den kraftige vind til at distancere rivalerne. Den unge hollænder måtte imidlertid stå af i forplejningen efter cirka 80 km med et voldsomt maveonde. Efter at have sundet sig lidt var han dog i stand til at fortsætte og nåede i mål i den første forfølgergruppe på 22 ryttere, hvor også løbets eneste danske deltager Lars Bak (HTC-Highroad) befandt sig med et minus på 5.01 minutter. Boonen havde to holdkammerater med i udbrud Boonen havde i offensiven selskab af landsmændene og holdkammeraterne Nikolas Maes og den tilbagevendte Gert Steegmans, Garmin-Cérvelo var foruden Haussler repræsenteret af englænderen Roger Hammond, tyskeren Andreas Klier, nordmanden Gabriel Rasch og belgieren Johan Van Summeren, mens den australske veteran Stuart O’Grady hos Leopard-Trek ledsagede Cancellara og Bennati. HTC-Highroad sendte Renshaw og østrigeren Bernhard Eisel i front, Sky havde spanieren Juan Antonio Flecha og englænderen Jeremy Hunt med, Rabobank australieren Graeme Brown, BMC tyskeren Marcus Burghardt og FDJ canadieren Dominque Rollin. Den endelige vinder skal findes blandt udbryderne Bortset fra Steegmans, Eisel, Maes og Van Summeren, der satte en smule til efter at have assisteret deres respektive holdkammerater i spurten, noteredes alle i udbruddet for samme tid som Boonen. Og med en afstand på fem minutter ned til forfølgerne, er det givet, at den endelige vinder skal findes blandt dem, der også indtog hovedrollerne i dag. Boonen har hvert år siden 2004 vundet mindst én etape i Tour of Qatar. Sidste sæson blev det til to plus en samlet tredjeplads, men det forekommer langt fra usandsynligt, at belgieren denne gang forsvarer førertrøjen til vejs ende. Styrt spolerede sæsonen Senest Tom Boonen hyldedes som vinder var 11. marts sidste år, da han var først over stregen på 2. etape i Tirreno-Adriatico efter også at have vundet en etape i Tour of Oman. Mere end disse fire gevinster blev det imidlertid heller ikke til. Boonen blev nr. 2 i både Milano-Sanremo, E3 Prijs Vlaanderen og Flandern Rundt samt nr. 5 i Paris-Roubaix. Et styrt i Tour de Suisse i juni spolerede resten af sæsonen for ham. Han måtte gennem en knæoperation, nåede at vende tilbage i begyndelsen af oktober, men uden at blande sig i kampen om topplaceringerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her