Tilnavnene til cykelsæsonens Paris-Roubaix, det niende af de 27 arrangementer i UCI WorldTour, som danner baggrund for etableringen af verdensranglisten, svinger lige fra 'Klassikernes dronning' til 'Helvedet i Nord'. Den aktuelle styrkeprøve strækker sig over 258 km med udgangspunkt fra Compiègne, der siden 1977 har været startby, cirka 80 km nord for Paris og finale på velodromen i Roubaix. Her ankom rytterne første gang i 1943 og har gjort det lige siden bortset fra 1986, 1987 og 1988, da målet lå på Avenue des Nations-Unies ud for sponsoren La Redoutes hovedsæde. De første brosten efter 98 km I den forestående, 109. udgave afvikles 51,5 km på brosten fordelt på 27 strækninger med den første i Troisville efter 98 km og den sidste og ret overkommelige umiddelbart inden entreen på cykelbanen. Arrangørerne vurderer de sværeste til at være Aulnoy-lez-Valenciennes efter 142,5 km, skoven i Arenberg efter 172, Mons-en-Pévèle efter 209 og Le Carrefour de l’Arbre efter 241 km. 25 firmahold med hver otte ryttere er inviteret. Foruden de 18 ProTeam deltagere de fem franske Pro Continental Team FDJ, Cofidis, Team Europcar, Saur-Sojasun og Bretagne-Schuller, tyske Team NetApp og hollandske Skil-Shimano. Australier i lovende form Bjarne Riis’ Saxo Bank-SunGard hører ikke til de mest fremtrædende, når favoritvurderingerne foretages, men det samme var tilfældet op til sidste søndags Flandern Rundt. Nick Nuyens, der slog til for en uge siden, er i morgen optaget af Klasika Primavera i Spanien, og i stedet vil det danske mandskab prøve at føre australieren Baden Cooke frem til succes.
LÆS OGSÅ Bizart uheld stopper Riis' Roubaix-joker
»Jeg har store forventninger til Baden, der er yderst velkørende og kan begå sig i dette terræn«, siger Saxo Bank-SunGards sportsdirektør Tristan Hoffman
»Han har slidt meget for sine kaptajner gennem årene og fortjener virkelig et godt resultat i dette løb. Vi kan samtidig gamble lidt, fordi vi ikke skal ud at lukke huller. Vi skal ikke sidde forrest længe af gangen, når vi ikke er topkandidater til at vinde, men kan i stedet følge med i udviklingen«.
De seneste 10 års vindere
2001: Servais Knaven, Holland. 2002: Johan Museeuw, Belgien. 2003: Peter Van Petegem, Belgien. 2004: Magnus Bäckstedt, Sverige. 2005: Tom Boonen, Belgien. 2006: Fabian Cancellara, Schweiz. 2007: Stuart O’Grady, Australien. 2008 og 2009: Boonen. 2010: Cancellara.
Første vinder var tyskeren Josef Fischer i 1896. Løbet kørtes på grund af verdenskrigene ikke i 1915, 1916, 1917, 1918, 1940, 1941 og 1942.
Sidste års resultat: 1. Fabian Cancellara 6.35.10 timer, 2. Thor Hushovd 2,00 minutter, 3. Juan Antonio Flecha, 4. Roger Hammond 3.14, 5. Tom Boonen, 6. Björn Leukemans 3.20, 7. Filippo Pozzato 3.46, 8. Leif Hoste 5.16, 9. Sébastien Hinault 6.27, 10. Hayden Roulston 6.59, 11. Grégory Rast 7.00, 12. Arnaud Coyot 7.0.5, 21. Lars Bak samme tid.
De Vlaeminck den suveræne specialist
Belgieren Roger de Vlaeminck topper med sine fire førstepladser - 1972, 1974, 1975, 1977 - sejrslisten, og hans helt ekstreme ekspertise i dette løb understreges af, at han i alt 13 gange sluttede blandt de 10 første.
Syv ryttere - Octave Lapize, Frankrig (1909, 1910, 1911), Gaston Rebry, Belgien (1931, 1934, 1935), Rik van Looy, Belgien (1961, 1962, 1965), Eddy Merckx, Belgien (1968, 1970, 1973), Francesco Moser, Italien (1978, 1979, 1980), Johan Museeuw, Belgien (1996, 2000, 2002) og Tom Boonen, Belgien (2005, 2008, 2009) - er noteret for hver tre førstepladser.
Sejrrigt udbrud på 222 km
Det længste, sejrrige udbrud i løbets historie er belgieren Dirk Demol - i dag sportsdirektør hos Team RadioShack - noteret for. Han var i 1988 i front i 222 af de 266 km, inden han sejrede foran schweizeren Thomas Wegmüller og den franske stjerne Laurent Fignon.
Dog var der ikke tale om en solooffensiv. Her er det den nuværende chef for Katusha, moldoveren Andrej Tchmil, der har rekorden med 62 km i 1994. Sidste år kørte Fabian Cancellara 50 km alene.
Målfoto i brug to gange
To gange har det været nødvendigt at studere målfotoet, før vinderen kunne kåres. Den tætteste afgørelse registreredes i 1990, da belgieren Eddy Planckaert slog canadieren Steve Bauer med mindre end en tusindedel af et sekund i tid og maksimalt 15 millimeter i længde - otte tales der sædvanligvis om, uden at det kan fastslås helt konkret.
Også i 1993 måtte teknikken tages i brug, før det kunne konstateres, at Gilbert Duclos-Lassalle havde vundet for andet år i træk, mens Franco Ballerini måtte tage til takke med andenpladsen.
Hastighedsrekorden er 37 år gammel
Hollænderen Peter Post, der døde for kort tid siden og ikke mindst slog sit navn fast på vinterbanerne og siden som legendarisk sportsdirektør, er stadig indehaver af hastighedsrekorden. Den satte han i 1964, da han tilbagelagde de 265 km med 45,129 km/t. Også registreringen af de næsthurtigste tider er af gammel dato. 1948: Rik van Steenbergen 43,612 km/t.,1960: Pino Cerami 43,538 km/t. Hurtigst i nyere tid var Johan Museeuw i 1996 med 43,310.
