Contador og Chris Anker jagter Tour-formen i Alperne

Tourklar. Alberto Contador er taget i træningslejr i det franske vintersportssted Risoul 1850.
Tourklar. Alberto Contador er taget i træningslejr i det franske vintersportssted Risoul 1850.
Lyt til artiklen

Med Alberto Contadors beslutning om at stille op i Tour de France, iværksætter Saxo Bank-SunGards chef Bjarne Riis straks det første væsentlige led i den plan, som skal bringe hans superstjerne i optimal form, inden den franske gigantbegivenhed indledes 2. juli med den 191 km lange etape fra Passage du Gois til Mont des Alouettes. Efter to ugers pause ovenpå sit suveræne felttog i Giro d’Italia er Alberto Contador således tilbage i arbejdstøjet, når en lille udsøgt skare af det danske mandskabs pedalatleter med den tredobbelte Tour-sejrherre i spidsen i dag sætter kursen mod en træningslejr i det franske vintersportssted Risoul 1850. Seks ryttere i træningslejr Med sig i den koncentrerede samling, der strækker sig frem til og med onsdag har den 28-årige spanske etapeløbskonge sin to landsmænd og ledsagere i Giro d’Italia, Jesus Hernandez og Daniel Navarro, australieren Richie Porte, der ligeledes var med til at fejre den gigantiske triumf i Milano, samt de to danskere Chris Anker Sørensen og Brian Vandborg. Dermed må det også formodes, at disse seks er sikre deltagere i Tour de France, ligesom den danske mester Nicki Sørensen er det, men han har blot i stil med sidste år Slovenien Rundt, som afvikles fra 16. til 19. juni, på programmet. Chris Anker glæder sig til samarbejdet »Brian Vandborg og jeg tager direkte fra afslutningen på Critérium du Dauphiné i dag til Risoul, og jeg ser frem til at skulle arbejde sammen med Contador«, siger Chris Anker Sørensen. »Min egen form er helt klart på vej i den rigtige retning, men der er stadig mulighed for forbedring, og det kommer forhåbentlig under træningslejren. Det vil være den helt store drøm for mig, at køre ind på Champs-Élysées som en del af det hold, der har rytteren i den gule førertrøje. Og jeg tror virkelig på, at Contador vil være i stand til at få det til at gå i opfyldelse«. Alberto Contador har holdt lav profil, siden Giro-finalen i Milano 29. maj, og spanieren har fremhævet, at det væsentligste for ham har været, at kroppen restituerede efter tre krævende uger. Tester tre skrappe bjergetaper Den fase er nu tilsyneladende tilendebragt på så vellykket vis, at Saxo Bank-SunGards kaptajn er parat til næste skridt - træningslejren i Risoul 1850. Under det ophold bliver der lejlighed til at udforske de strategiske punkter på de tre etaper i den sidste uge af Tour de France, hvor de afgørende slag skal udkæmpes i Alperne. Det drejer sig om den skrappe trilogi Gap-Pinerolo, Pinerolo-Galibier og Modane-Alpe d’Huez, der køres 20., 21. og 22. juli. Desuden er enkeltstartsruten i Grenoble indenfor rækkevidde, men her har Saxo Bank-SunGard – ligesom de øvrige mandskaber – allerede samlet værdifulde informationer fra onsdagens etape i Critérium du Dauphiné, som er fuldstændig identisk med den, der forestår på næstsidste dag i Touren umiddelbart efter Alpestrabadserne. Horner foretrækker også træning Alberto Contador, der sandsynligvis stiller op både på enkeltstarten og i linjeløbet ved de nationale mesterskaber sidst på måneden, er en af de få forventede hovedpersoner i årets Tour de France, som ikke har valgt at prøve formen af enten i Dauphiné eller i Tour de Suisse. En anden er amerikaneren Chris Horner (RadioShack), der i slutningen af maj hyldedes som vinder af Tour of California. Den 39-årige veteran skulle egentlig have været med i den schweiziske rundtur, men har fået lov til at videreføre forberedelserne hjemme i USA – angiveligt fordi han er i gang med en helt speciel diæt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her