Tour-stjerne ramt af blodprop i lungerne

Ramt. Chris Horner har i denne sæson bl.a. vundet Tour og California.
Ramt. Chris Horner har i denne sæson bl.a. vundet Tour og California.
Lyt til artiklen

For den 39-årige amerikaner Chris Horner, der stillede op med store forventninger i Tour de France og regnedes til kredsen af outsidere, sluttede deltagelsen ganske som for flere af RadioShack holdkammeraterne, brat og ubarmhjertigt med et voldsomt styrt. Men hvor eksempelvis tyskeren Andreas Klöden og sloveneren Janez Brajkovic meldes klar til en ny maksimal satsning i Vuelta a Espana, som indledes 20. august, tegner der sig anderledes dystre perspektiver for den amerikanske veteran.

LÆS OGSÅ Armstrongs storhold bløder i brutal tour

Det er Chris Horner selv, der i en internet blog oplyser, at han netop har fået konstateret en blodprop i lungen, som efter lægernes vurdering skyldes de skader, han pådrog sig ved det barske uheld på 7. etape.

Fik skarpe smerter i siden
»Jeg aner ikke, hvad det kommer til at betyde for fremtiden«, konstaterer Chris Horner i bloggen, som oprindelig handlede om de forberedelser, han så småt var gået i gang med i håbet om at kunne vende tilbage til konkurrenceaktiviteterne i det ny amerikanske etapeløb, USA Pro Cycling Challenge i Colorado fra 22. til 28. august.

»Mens jeg sad og skrev, følte jeg pludselig en skarpt smerte i den ene side«, forklarer Horner videre på nettet.

Blev omgående sendt på hospitalet
»Jeg troede først, det var krampe forårsaget af det brækkede ribben, som styrtet i Touren bl.a. kostede mig. Men det gjorde mere og mere ondt, og da jeg ringede til min læge, gav han mig besked på straks at tage på hospitalet«.

»Jeg fik en opdatering på skaderne fra Tour de France, brud på næse og ribben, kraftige slag på læggen og anklen og en slem hovedpine. Men desuden altså også en blodprop i lungen«.

»Det er bestemt ikke nogen god melding, men nu skal jeg i gang med en blodfortyndende behandling, og så må vi tage det derfra«.

Har forlænget kontrakten for to sæsoner

Chris Horner havde satset på at deltage i et stort motionsarrangement i hjemstaten Oregon 18., 19. og 20. august og derefter altså i det etapeløb, som blandt andre Lance Armstrong har været med til at stable på benene.

Nu er det imidlertid fuldstændig uvist, hvornår han bliver klar igen, og under alle omstændigheder har Horner kun kunnet træne meget sparsomt siden den triste oplevelse i Touren.

Trods sin alder - han fylder 40 til oktober - indgår Chris Horner stadig i RadioShacks planer, og han har således netop forlænget kontrakten med det amerikanske mandskab for yderligere to sæsoner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her