Som et af de traditionelle, afsluttende arrangementer på den internationale terminsliste har det belgiske løb Binche-Tournai-Binche eksisteret siden 1911, men fra 2010 har styrkeprøven fået et helt andet navn.
Nu hedder løbet nemlig Memorial Frank Vandenbroucke til minde om et af de utvivlsomt største, men ligeså givet mest vildfarne talenter på den globale cykelscene, der efter talrige forsøg på at få en uhyre lovende karriere tilbage på ret kurs, døde i slutningen af 2009 under mystiske omstændigheder på en ferietur til Senegal godt tre uger før sin 35 års fødselsdag. Karrieren kørte fuldstændig af sporet Frank Vandenbroucke sejrede i traditionsrige begivenheder som bl.a. Liège-Bastogne-Liége, Gent-Wevelgem og Paris-Nice, men karrieren kørte på et tidspunkt fuldstændig af sporet på grund af voldsomme psykiske problemer og overdreven brug af tvivlsomme medikamenter. Om dagens triumfator i den belgiske styrkeprøve, den 22-årige tysker Rüdiger Selig, der optræder på prøve hos det luxembourgske Leopard Trek, overhovedet aner, hvem løbet er opkaldt efter, skal være usagt. En sjælden triumf Til gengæld hersker der ingen tvivl om, at Rüdiger Selig afsluttede opgaven på ekstraordinær succesrig manér. Det hører absolut til sjældenhederne, at en pedalatlet, der blot er ansat midlertidigt på et af verdens stærkeste mandskaber, formår at slå til i så krævende en udfordring som den aktuelle, og det sender givetvis Selig, der for nylig blev nummer fire ved U23 VM i København, af sted mod en særdeles lovende karriere. I dagens massespurt var Saxo Bank-SunGards australske veteran Baden Cooke tættest på at true Selig, mens franskmanden Adrien Petit (Cofidis) – sølvvinder i U23 rytternes dyst på Geels Bakke – besatte tredjepladsen.




























