I halvandet år har den unge cykelrytter Philip Nielsen haft en dopingsag hængende som en bremseklods for karrieren forrest i feltet.
Nu opgiver dopingjægerne imidlertid sagen: Sportsstjernens forklaring på, hvordan han fik clenbuterol i kroppen, kan måske være sand, vurderer de ifølge cykelrytterens advokat.
Philip Nielsen vandt i april 2010 den 105 kilometer lange slutetape i Vuelta Mexico-løbet og fik rutinemæssigt taget en dopingprøve, der viste tegn på det forbudte stof clenbuterol.
LÆS ARTIKEL Dansk rytter testet positiv for Contador-stoffet
Det er et præparat, der er muskelopbyggende. Men også et stof, der er kendt fra landbruget, hvor kvæg nogle steder får det blandet i foderet, fordi det er vækstfremmende.
Nielsen har afvist at have taget clenbuterol og forklaret, at det måtte være kommet ind i kroppen via forurenet mad fra en buffet på hans hotel i Mexico.
Dansk dopingnævn rensede dopingmistænkt rytter
Danmarks Idrætsforbunds dopingnævn har frifundet cykelrytteren for brug af clenbuterol, men antidopingorganisationen Wada ankede den afgørelse til den internationale sportsdomstol Cas.
Nu har Wada ifølge Philip Nielsens forsvarer trukket anken tilbage og anerkendt, at stoffet kan være endt i cykelrytteren gennem mad med medicinrester.
»Han er rigtigt glad for, at man har lagt hans forklaring til grund og blåstemplet den«, siger advokat Henrik Stagetorn.
Medicinfyldt kød udbredt
I forvejen overvejer Wada at lempe dopingreglen, så det ikke længere skal koste to års karantæne, hvis en sportsudøver bliver testet positiv for clenbuterol.
LÆS MERE Wada overvejer at lempe dopingregel
Årsagen er, at der i visse lande er fundet kød, der er forurenet med stoffet, som derigennem kan ende i kroppen på uheldige sportsudøvere.
Den spanske cykelrytter Alberto Contador er også ramt af anklager om clenbuteroldoping i forbindelse med Tour de France. Han har selv forklaret, at han må være blevet udsat for stoffet, da han spiste oksekød.
Hans sag ventes at blive afgjort ved Cas-domstolen til november.
fortsæt med at læse




























