Mens Alberto Contador har gentaget sit ønske om og tro på, at Saxo Bank-SunGard styrker truppen med en decideret bjergspecialist, fortsætter det danske mandskab med at fylde rytterstaben op med aktører, som ikke lige netop besidder den slags kvaliteter. Senest har Bjarne Riis ansat den 33-årige japaner Takashi Miyazawa, og han hører i hvert fald ikke til den kategori af ryttere, der vil kunne yde den spanske superstjerne optimal støtte på stigningerne i Tour de France.
LÆS OGSÅ Contador: Riis leder efter en bjergrytter
Miyazawa, der er den ottende nyerhvervelse, har i denne sæson kørt for det italienske Farnese Vini med en femteplads i Paris-Bruxelles som det mest bemærkelsesværdige resultat.
Er stadig på udkig
»Jeg har stadig kig på nogle spændende ryttere. Det indebærer ikke nødvendigvis, at de er etablerede, for jeg tror på, at også unge folk på vej frem kan bidrage med noget væsentligt til vores hold«, sagde Bjarne Riis for nylig i forbindelse med Tour de France-præsentationen i Paris.
»Generelt er det ikke så ligetil med nyindkøb, for selv om jeg skulle have penge, er der stort set ingen af de mere erfarne folk ledige«.
Bjarne Riis kan ikke konkurrere på lønnen Den situation kan ændre sig, hvis det spanske Geox-TMC må lukke, men umiddelbart forekommer det ikke som om, Riis skulle være interesseret i typer som eksempelvis russeren Denis Mentjov og spanieren Juan José Cobo, der eventuelt pludselig kan blive ledige.




























