Mens Saxo Bank-SunGards spanske kaptajn Alberto Contador venter på at få afgjort sin skæbne ved den internationale sportsdomstol CAS i Lausanne, er hans landsmand Alejandro Valverde parat til at genoptage aktiviteterne ved årsskiftet efter at have udstået sin dopingstraf. Som Contador havde Valverde status af superstjerne på den internationale cykelscene, inden CAS 31. maj 2010 idømte ham to års karantæne med virkning fra 1. januar samme år for involvering i den spanske dopingskandale Operacion Puerto, der afsløredes i 2006. Præsenterer holdets ny dress Og alt er lagt op til, at 31-årige Valverde suser direkte ind som hovedpersonen på sit tidligere mandskab, der i mellemtiden har skiftet navn fra Caisse d’Epargne til Movistar. Det har længe ligget i luften, at samarbejdet mellem Valverde og manager Eusebio Unzue ville blive genoptaget, og nu er det officielt bekræftet, at vinderen af Vuelta a Espana 2009 vender tilbage med brask og bram. Det sker i form af en melding fra Movistar om, at »holdets senest ansatte, Alejandro Valverde, vil præsentere truppens ny dress ved en seance i Madrid på tirsdag«.
LÆS OGSÅ Dopingdømt stjerne vil til tops i Tour de France
Valverde har gennem hele sin udelukkelse trænet intenst og nærer store forventninger til sit comeback til det kollektiv, hvor han har fejret så store triumfer. Ingen har i hans fravær formået at overtage hans rolle som den naturlige leder, og derfor er der heller ingen tvivl om, at Valverde i 2012 optræder som den naturlige førstemand hos Movistar. I forbindelse med dommen fik Valverde slettet samtlige resultater fra de første måneder af 2010. Her nåede han bl.a. at vinde Tour de Romandie og Tour du Méditerranéen sammenlagt, men de sejre blev han frataget, hvorimod CAS ikke efterkom kravet fra den internationale cykelunion, UCI, om også at annullere spanierens præstationer fra de foregående år. Spændende colombiansk nyerhvervelse




























