For Michael Rasmussen og Christina Watches-Onfone er deltagelsen i Post Danmark Rundt atter næste år et af de store sæsonmål, men det står klart, at holdet må imødeses endnu mere markant udfordring fra andre danske mandskaber med tilsvarende ambitioner, end tilfældet var her i 2011. Løbsdirektør Jesper Worre gjorde det for nyligt klart, at der kun er tre ledige pladser til danske Continental Team, og beslutningen om, hvem der skal foretrækkes, træffes først i slutningen af juni. Der er lagt op til, at ikke færre end syv firmahold med base i Danmark søger licens til at optræde som Continental Team, hvilket vil sige i den internationale 3. division, og helt ny på scenen bliver det sjællandske J. Jensen/Sandstød Salg og Event med entreprenørvirksomheden J. Jensen og den tidligere toprytter Michael Sandstød som de økonomiske hovedbidragydere. Startede også selv i det små »Jeg har samlet en trup på 13 mand, og det handler om ryttere med spændende muligheder, der efter min mening hidtil har været overset«, konstaterer den nuværende formand for Dansk Cicycle Club Michael Sandstød, der er initiativtager til projektet. »Jeg ved udmærket, at flere af navnene ikke siger den brede offentlighed ret meget. Men sådan var det også, da jeg selv begyndte som professionel på landevejen på Team Chicky World i 1998 med Kim Andersen som boss«. »Det blev indledningen til en meget spændende del af min cykeltilværelse, som jo sluttede på Team CSC med bl.a. to starter i Tour de France. Nu håber jeg på, at jeg kan være med til at bane vejen for tilsvarende oplevelser til nogle af mine ryttere«. Sluttede karrieren i 2004 For knap otte år siden satte Michael Sandstød med deltagelsen i seksdagesløbet i Ballerup Super Arena 2004 punktum for en imponerende cykelkarriere, der bl.a. omfattede 21 danske mesterskaber i seks forskellige discipliner, VM-sølv i pointløb 1996 og medvirken til den rød-hvide bronzesucces i 4 km holdforfølgelsesløb ved OL i Barcelona 1992, hvor han i den indledende tidskørsel bidrog til at sikre Danmarks videre deltagelse for siden at blive skiftet ud. Syv af DM-guldmedaljerne erobrede den nu 43-årige Sandstød på landevejen, og det vakte ikke mindst opsigt, da han i 1997 snuppede den første af sine seks nationale titler i enkeltstart foran den regerende Tour de France konge Bjarne Riis. Formand for DBC siden 2005 Siden december 2005 har Michael Sandstød været formand for Dansk Bicycle Club, og nu iudvides aktiviteterne altså yderligere. »For mig er det i høj grad et spørgsmål om at komme i gang og så håbe på, at det her kan vokse sig større«, fastslår Michael Sandstød. »Jeg har nu i et par år forsøgt at stable et mandskab på benene og har henvendt mig til adskillige sponsorer. Det har ikke skortet på interesse, men der bliver hele tiden spurgt til, hvilke resultater vi regner med at kunne præstere, og hvilke ryttere vi råder over«. Ville ikke vente længere »Men det kræver jo, at vi har en vis kapital, før vi kan give fyldestgørende svar på det. Så det har delvis været historien om, hvad der kommer først, hønen eller ægget«. »Nu synes jeg bare ikke, jeg vil vente længere, og derfor satser jeg selv en god portion penge. Så sætter jeg min lid til, at præstationerne i det kommende år kan overbevise andre om, at det er værd at investere i holdet«, siger Michael Sandstød. Jesper Mørkøv i hovedrolle En af frontfigurerne på holdet bliver 23-årige Jesper Mørkøv, mellemste bror i en cykelbegavet trio, der har den to år ældre Michael som den etablerede stjerne på bane og i en stadig væsentligere rolle på Team Saxo Bank. Jesper Mørkøv har de seneste sæsoner kørt for franske Team Bonnat om sommeren og har gjort store fremskridt på banen, og det er tydeligt, at han er besjælet af brændende ambitioner om at gøre sin storebror kunststykket efter. Sønnen er også på holdet Fem af rytterne på holdet hører hjemme i U23 kategorien, og blandt dem er Michael Sandstøds søn Michel, der først begyndte at køre cykelløb for et par år siden. Til gengæld tæller kollektivet også et par repræsentanter, der hører til de absolutte veteraner i dansk cykelsport, 44-årige Søren Petersen og Brian Holms 41-årige lillebror Claus. Førstnævnte har et par årtiers erfaring på den internationale scene, mens Claus Holm i to sæsoner var ansat på Team fakta, og for begge gælder det, at de hele tiden har været i aktion. To veteraner skal lære fra sig »Søren og Claus skal lære fra sig til de unge ryttere, og desuden har Søren så mange kontakter ude i den store verden, at det allerede har sikret os starter i bl.a. Brasilien og Mexico«, understreger Michael Sandstød. De øvrige ryttere på holdet er Michael Jæger, John K. Ebsen, Jacob Juul Christiansen, Mark Petersen, Stefan Linné Jøregnsen, Stig Hemmingsen, Troels Christensen og Adrian Udesen. Keld Fjord og Flemming Kierkegaard skal fungere som sportsdirektører. Indleder sæsonen i Tyskland Holdet præsenteres officielt i forbindelse med det københavnske seksdagesløb i Ballerup Super Arena fra 2. til 7. februar. »Vi indleder sæsonen med et par løb i Tyskland i marts, og derefter tager vi på en to uger lang træningslejr i Spanien i det område ved Gerona, hvor jeg selv boede som professionel. Det lægger op til den hjemlige sæson, og overordnet er vores store mål at gøre det så godt, at vi får en af de ledige pladser i Post Danmark Rundt«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























