Christina Watches-Onfone har straks fra starten på cykelsæsonen formået at vække opsigt i det store udland. Det er dels sket via tyskeren Stefan Schumachers fremragende indsats i det argentinske Tour de San Luis, hvor han inden de to sidste etaper ligger på en samlet fjerdeplads, dels ved, at den internationale cykelunion, UCI, i en helt ny rangering har det danske mandskab som nr. 1 i Europa blandt holdene med status som Continental Team. Overtrumfes globalt kun af britisk hold Positionen i det kontinentale - og utvivlsomt også det globale, hvor holdet kun overtrumfes af det britiske Endura Racing, der med resultater opnået i Asien, Afrika, Amerika og Oceanien, har scoret en anelse flere point end Christina Watches-Onfone - hierarki garanterer automatisk et væld af invitationer til løb først og fremmest i Europa.
LÆS OGSÅ Michael Rasmussen og Co. officielt udpeget som Europas nummer 1
Desuden afføder den også henvendelser fra en stribe ryttere, som er stærkt interesserede i at slutte sig til kollektivet, der foruden Schumacher har den tidligere danske Tour de France bjergkonge Michael Rasmussen og den italienske sprinter Angelo Furlan som de mest fremtrædende skikkelser.
Tilbage med succes efter to års karantæne
Efter hvad politiken.dk erfarer, overvejer Christina Watches-Onfones ledelse i øjeblikket ansættelse af en af de seneste årtiers mest succesrige personligheder på den internationale scene, italieneren Davide Rebellin, der sidste år vendte tilbage efter to års dopingkarantæne - en skæbne han har til fælles med både Michael Rasmussen og Stefan Schumacher.
40-årige Rebellin fik i 2011 chancen på det lille italienske mandskab Miche, hvor både Rasmussen og Schumacher ligeledes har forsøgt sig, og det blev et givtigt samarbejde for begge parter.



























