Egentlig er der fra det amerikanske Garmin-Barracuda mandskabs side to primære formål med Alex Rasmussens deltagelse i Giro d'Italia. Dels skal den 27-årige dansker markere sig så stærkt som muligt i de tre tempokørsler, dels skal han agere hjælper for holdets stjernesprinter Tyler Farrar, når etaperne munder ud i massespurter. Men i dag bytter den etablerede amerikanske afslutter og Alex Rasmussen roller på den 206 km lange 2. etape med start og mål i Herning. Farrar er klar til at hjælpe »Det er indlysende, at den meget reelle mulighed, Alex har for at erobre den lyserøde førertrøje via bonussekunderne, skal udnyttes maksimalt«, siger Garmin-Barracudas danske sportsdirektør Johnny Weltz med henvisning til, at Alex Rasmussen kun er 13 sekunder efter den førende amerikaner Taylor Phinney (BMC), og at første mand over stregen i Herning godskrives 20 sekunder. »Det betyder, at det bliver Tyler, der skal køre spurten for Alex og ikke omvendt. Den plan besluttede vi os for inden starten, og alle rytterne er fuldt ud indforstået med, at det skal være sådan«.
PORTRÆTTER Her er Giro-feltets hurtige mænd
Gavnligt for kampgejsten
»Jeg tror også det er gavnligt for kampgejsten i truppen, at alle kan se, at der åbner sig en chance for at jagte personlig succes, hvis det samtidig er til holdets bedste. Og i dette tilfælde falder kollektivets og Alex' interesser jo helt klart sammen«.
»I øvrigt vil det ikke overraske mig, hvis vi skal være opmærksomme på mere end bonussekunderne i finalen. Som jeg bedømmer opløbet, kan der opstå mindre huller, specielt hvis det blæser, og så vil der være yderligere sekunder at hente ved at holde sig helt fremme«.
Åbner spændende perspektiver
Samtidig med, at Johnny Weltz som de fleste andre har roser til Alex Rasmussen for resultatet på enkeltstarten, rummer den rutinerede sportsdirektørs bedømmelse af landsmandens indsats et element, der giver anledning til både eftertanke og spændende perspektiver.
»Det, Alex lavede, var bestemt flot, men jeg mener bare, at han har meget mere i sig«, konstaterer Johnny Weltz.
Punktering kostede sejren sidste år
»Vi har slet ikke set det bedste fra hans side endnu, og hvis han selv vil, kan han nå meget længere. Hvad den aktuelle Giro angår, har Alex jo først ramt formen nu, og jeg tvivler bestemt ikke på, at han nok skal nå til vejs ende, så han også kommer til at køre den afsluttende enkeltstart i Milano«.
Det var i dette finaletemporidt, Alex Rasmussen gik glip af sejren på grund af en dum punktering på den sidste kilometer, som betød, at danskeren blev slået med syv sekunder af skotten David Millar.



























