Siden den dengang 20-årige professionelle debutant Peter Sagan i marts 2010 imponerede den ganske cykelverden med to etapesejre i Paris-Nice, har kursen for den slovakiske himmelstormer været sat direkte mod stjernerne.
Kun ganske få svinkeærinder har der været undervejs, og på den 170 km lange tredje udfordring i USA Pro Challenge fra Beckenridge til Steamboat Springs noteredes supertalentet for karrierens 52. triumf – et antal, kun de allerfærreste i den krævende branche nogen sinde kommer i nærheden af – og endnu lader grænserne for den unge slovaks formåen sig slet ikke ane.




























