På tærsklen til en hektisk weekend med flere store endags løb og starten på Paris-Nice efterfulgt af Tirreno-Adriatico i den kommende uge stod den 65. udgave af Grand Prix Camaiore i dag på programmet som en slags generalprøve for de forventede hovedpersoner i de forestående, prestigemættede opgaver.
Og en af de aktører på den internationale scene, som allerede har gjort sig særdeles positivt bemærket, leverede i den 186 km lange styrkeprøve på de italienske landeveje en indsats, der indikerer, at han kan komme til at spille en fremtrædende rolle i Tirreno-Adriatico, der indledes på onsdag.




























