Med den britiske spurtkanon Mark Cavendish som første mand over stregen levede Omega Pharma-Quick Steps dobbelte verdensmestre i holdkørsel op til favoritværdigheden, da det italienske WorldTour-løb Tirreno-Adriatico i dag indledtes med et 18,5 km langt kollektivt temporidt fra Donoratico til San Vincezo.
I strålende forårsvejr tilbagelagde Cavendish og Co. med den individuelle tyske verdensmester Tony Martin som det vanlige, formidable kraftværk distancen i 20.13 minutter, hvilket svarer til en gennemsnitshatsighed på 54,905 km/t og var dermed 11 sekunder hurtigere end australske Orica-GreenEdge, mens Movistar, Tinkoff-Saxo, Cannondale, Sky og Lotto-Belisol på de næste pladser var slået med henholdsvis 18, 24, 26, 27 og 28 sekunder.



























