Allerede i dag, når rytterne har tilbagelagt de 221,5 km fra Saint-Saturnin-lés-Avignon til Fayence på 6. etape i Paris-Nice, har de Middelhavet i sigte, og efter disse strabadser vil der sandsynligvis tegne sig et væsentligt klarere billede end det aktuelle af, hvem der fortsat kan nære realistiske drømme om at bestige podiet søndag på Promenade des Anglais.
For efter de første seks styrkeprøver i »Løbet mod Solen« er de 35 ryttere i toppen af klassementet at finde inden for 43 sekunder, men dagens styrkeprøve rummer alle muligheder for at ændre på det.




























