I et af de mest begivenhedsrige, medrivende og krævende opgør om det danske mesterskab i landevejscykling, der er oplevet i umindelige tider, kunne den 22-årige nyprofessionelle Michael Valgren (Tinkoff-Saxo) efter 195 kilometers sejt slid fordelt på 15 omgange á 13 km jublende krydse målstregen i udkanten af Faaborg som en overraskende, men yderst fortjent vinder.
Dermed stilledes talentrigdommen i dansk cykelsport atter fornemt til skue, og den understregedes yderligere ved, at sidste års nationale juniormester Michael Carbel (Cult Wnergy Vital Water) i den lille forfølgergruppe på 10 mand, der nåede til vejs ende 50 sekunder senere, vandt spurten, mens Michael Mørkøvs (Tinkoff-Saxo) titelforsvar mundede ud i en tredjeplads.


























