Med blot en uge til starten på sæsonens største opgave på landevejen, Post Danmark rundt, vendte den firedobbelte verdensmester på bane Alex Rasmussen tilbage i vinderrollen, da han slog til i en kaotisk spurt på den 162 km lange 3. etape i det polske Dookola Mazowsza.
Det var den 30-årige danskers første sejr i godt 14 måneder og ligeledes hans første for det hjemlige 3. divisionshold Riwal Cycling Team, hvor Alex Rasmussen efter fem sæsoner på højeste niveau hos Saxo Bank, HTC-Columbia og Garmin-Sharp nu udfolder sig, samtidig med at han indgår i landsholdstruppen på bane frem mod OL i Rio de Janeiro.



























