Selv om Tour de France-vinderen fra 2012 Bradley Wiggins med en samlet tredjeplads i Tour of Britain i søndags dokumenterede, at han er i glimrende form, er der ikke plads til ham ved siden af efterfølgeren på tronen i den franske styrkeprøve, Chris Froome, i den britiske trup til linjeløbet ved de forestående verdensmesterskaber i den spanske by Ponferrada.
Ganske som tilfældet er hos arbejdsgiveren Team Sky holdes de to fremragende individualister, der er kendt for at have et særdeles anstrengt forhold til hinanden, adskilt på nationalmandskabet, og de er tildelt hver sine VM-opgaver.




























