Med sikker sejr for anden dag i træk har den 25-årige italiener Mattia Gavazzi (Diquigiovanni) klart markeret sig som sprinterkongen i det malaysiske Tour de Langkawi.
Sammen med det kinesiske Tour of Qinghai Lake er Tour de Langkawi det højst rangerede asiatiske etapeløb lige under ProTour-arrangementerne. Ganske som på 1. etape kom stort set hele feltet på 119 ryttere samlet til mål, og Gavazzi havde ingen problemer med at sætte sig igennem i spurten foran Nolan Hoffman fra det sydafrikanske landshold og schweizeren Aurelien Clerc (Ag2r). Dermed styrkede italieneren også sin position sammenlagt, selv om det næppe bliver ham, det italiensk baserede, men venezuelansk indregistrerede mandskab skal sætte sin lid til i jagten på at gentage sidste års overordnede succes. Gavazzi får problemer opad Dengang triumferede moldoveren Ruslan Ivanov, men den 35-årige østeuropæer er ikke længere på lønningslisten hos Diquigiovanni. Han sejrede i kraft af sine klatreegenskaber, men når det første begynder at gå opad i Tour de Langkawi, må Mattia Gavazzi givetvis se sig detroniseret. Det sker dog næppe i morgen, for her står endnu en flad etape på programmet – 186 km med start og mål i Melaka. Og lykkes det Gavazzi at slå til igen, bringer han sig op på siden af australieren Allan Davis (Quick Step) i toppen af årets vinderliste med fire sejre. Stadig tæt kamp sammenlagt Endnu har kun ganske få ryttere sat tid til, og cirka 110 mand er at finde indenfor 20 sek. efter Gavazzi med Hoffman og moldoveren Alexandr Pliushin (Ag2r) som de nærmeste med minus på henholdsvis 10 og 11 sek. Pliushin avancerede i klassementet takket være de bonussekunder, han erobrede i dagens lange udbrud sammen med spanieren Oscar Pujol (Cervélo). De to var i front omkring 130 km og nåede op på et forspring på lidt over syv min., men 4,5 km fra mål måtte de bøje sig for sprinterholdenes jagt.




























