Reserverne tog World Cup-bronze

Det danske hold i fire kilometer forfølgelsesløb fik bronze, selv om tre OL-sølvvindere ikke var med. Arkivfoto
Det danske hold i fire kilometer forfølgelsesløb fik bronze, selv om tre OL-sølvvindere ikke var med. Arkivfoto
Lyt til artiklen

Under stormende jubel lykkedes det her i dag den danske kvartet i 4 km holdforfølgelsesløb at erobre bronze ved sæsonens sidste World Cup afdeling i Ballerup Super Arena. I kampen om pladsen på sejrsskamlens nederste trin leverede Jens-Erik Madsen, Michael Færk Christensen, Daniel Kreutzfeldt og den 19-årige debutant Niki Byrgesen en fremragende præstation med tiden 4.05.501 min., mens de russiske modstandere noteredes for 4.09.267. I forhold til formiddagens tidkørsel havde landstrænerduoen Sven Meyer og Lars Bonde valgte at erstatte Christian Ranneries med Niki Byrgesen, og med det resultat, der kom ud af det, understreges det, at Danmark efterhånden råder en særdeles bred trup i denne krævende disciplin. Hård kamp om VM-pladserne For ud over de fem, der var i aktion i løbet af i dag, vil også OL-sølvvinderne Alex Rasmussen, Michael Mørkøv og Casper Jørgensen være til disposition, når det gælder verdensmesterskaberne i Polen i slutningen af næste måned. Desuden er Martin Lollesgaard ligeledes inde i billedet, og det skaber virkelig lovende fremtidsperspektiver for fortsat succes. Danmark førte bronzedysten fra start til slut, og selv om Niki Byrgesen slap efter lidt over halvdelen af distancen, ydede han sit væsentlige bidrag til det vellykkede facit. De tre øvrige supplerede hinanden fremragende, og det skinnede tydeligt igennem, at ikke mindst Michael Færk, der var med til at vinde VM-sølv sidste år og ligeledes fik en OL-medalje, selv om han kun deltog i den indledende tidkørsel, er i fremragende form netop nu. »Jeg synes selv, det går rigtigt godt, men der er jo også efterhånden så hård kamp om pladserne på holdet, at det gælder om at kunne toppe på de rigtige tidspunkter«, konstaterer Michael Færk. Rusland stærkt på vej frem Med til at sætte den danske bedrift i relief er det, at russerne i denne vinter har satset meget hårdt på 4 km holdet. De har tilsyneladende, ligesom danskerne gjorde det for nogle år siden, iværksat et langsigtet projekt med en flok unge ryttere på mellem 18 og 22 år. De har gennem hele vinteren demonstreret konstant højt niveau og har med nøjagtigt den samme opstilling som i dag – Artur Ershov, Valerij Kaikov, Leonid Krasnov og Vladimir Shtjekunov – været involveret i medaljeopgør i de tre foregående afdelinger, de har medvirket i. I Manchester, da Danmark erobrede sølv, blev Lokomotiv således besejret af Holland i matchen om bronze. De deltog ikke i Melbourne, men slog i finalen i Cali Spanien, mens det blev til en tredjeplads i Beijing i sidste måned. Suveræn sejr til Storbritannien I kampen om guldet var Storbritannien som ventet suveræn. Umiddelbart før afslutningen indhentede Ed Clancy, Rob Hayles, Steven Burke og Peter Kennaugh deres spanske modstander, men fortsatte og fik noteret så fornem en tid som 4.05.501 mod spaniernes 4.09.267. Pedalatleterne fra den iberiske halvø kunne så glæde sig over at slutte som samlet World Cup vinder – bl.a. fordi hverken Storbritannien eller Danmark har deltaget i ligeså mange afdelinger som spanierne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her