Cancellara satte Armstrong på plads

Fabian Cancellara (arkivfoto).
Fabian Cancellara (arkivfoto).
Lyt til artiklen

Team Saxo Banks schweiziske tempostjerne Fabian Cancellara diskede ligesom sidste år op med storform, da et stjernebesat felt i Tour of California i nat dansk tid indledtes med en 3,9 km prolog i Sacramento. Cancellara fyrede et formidabelt temporidt af og tilbagelagde distancen i 4.32 min., hvilket var to sek. hurtigere end de seneste to års samlede sejrherre, amerikaneren Levi Leipheimer (Astana). Dennes landsmand og enkeltstartsspecialist David Zabriskie (Garmin) og den tidligere australske verdensmester i temporidtet Michael Rogers (Colombia) var yderligere et sek. bagude. Dermed fordoblede Team Saxo Bank sæsonens sejrstal, efter at argentineren Juan José Haedo havde hjemført den ventede triumf på en etape i sit hjemlands Tour of San Luis for knap en måned siden. Armstrong nr. 10 Op til starten på Tour of California var interessen – ligesom det gjorde sig gældende i det australske Tour Down Under – i høj grad koncentreret omkring den tilbagevendte, syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong (Astana). Og det kan nok være, at den 37-årige amerikaner endnu engang fik dokumenteret, at han er parat til at udfordre sine væsentligt yngre kolleger. Ganske vist blev det ”kun” til en tiendeplads fem sek. efter Cancellara, men der er ingen tvivl om, at Armstrong i Tour of California på den meget udfordrende rute, der lige frem til afslutningen på søndag byder på særdeles skrappe prøvelser, har til hensigt at satse maksimalt. Basso sluttede langt nede i rækkerne Og Armstrong kan i hvert fald slå sig til tåls med, at han kom væsentligt bedre fra start end den ligeledes tilbagevendte italienske superstjerne Ivan Basso (Liquigas). Nu er det ikke, fordi en 3,9 km enkeltstart giver afgørende svar på, hvordan sæsonen i øvrigt vil forløbe. Men den giver et fingerpeg. Og den viser, at Armstrong er foran sine umiddelbare rivaler i de kommende store etapeløb I Giro d’Italia støder han på 2006-vinderen af den gigantiske begivenhed Ivan Basso, og i dag fik han lige afleveret en hilsen om, at han er fuldstændig beredt til at tage kampen op. Landis satte 20 sek. til Basso sluttede som nr. 66 med et minus på 17 sek. – det behøver absolut ikke at få nogen indflydelse på det samlede klassement, men det giver et markant fingerpeg om, at Armstrong allerede nu har et forspring til de rivaler, han skal op mod i Giro d’Italia og Tour de France. I den sammenhæng bliver den ligeledes tilbagevendte Floyd Landis ikke interessant. Hans amerikanske Ouch-mandskab kommer ikke i nærheden af de store begivenheder – ganske som Landis selv i dag ikke formåede at byde de skrappeste tempoeksperter nævneværdig modstand. Han sluttede som nr. 90 med et minus på 20 sek. – ikke noget endegyldigt bevis på formen, men det skulle undre, om Landis efter denne indledning vil markere sig som kandidat til topplaceringerne. Basso sluttede langt nede Og en anelse bekymring kan da også melde sig på en anden dopingdømt comebackrytters vegne. Ivan Basso (Liquigas) burde vel have kunnet klare sig bedre end den 66.-plads det nu blev til med et minus på 17. sek. Tour de France-sejrherren Carlos Sastre (Cervélo) fik absolut heller ingen imponerende sæsondebut. Han blev kun nr. 114 slået med 26 sek., men det stemmer ganske godt overens med de præstationer, den sympatiske schweizer hidtil har leveret . Svært for Team Saxo Bank sammenlagt Den eneste danske deltager i Tour of California Brian Vandborg (Liquigas) blev som nr. 81 – umiddelbart foran Team Saxo Banks Andy Schleck – slået med 18 sek. af Cancellara. Endnu er der kun givet antydninger af, hvilke ryttere der satser på triumf i Tour of California. Fabian Cancellara vil givetvis ikke kunne holde fast i topplaceringen, og umiddelbart synes det ikke, som om Team Saxo Bank har et reelt bud på den endelige triumf. Hvis det skulle have været tilfældet, krævedes der en en væsentligt bedre indledning af det danske mandskabs to store luxembourgske Tour de France-trumfer Frränk og Andy Schleck. Fränk blev som den bedste slået med 16 sek., men det tjener kun til at understrege, at han får uhyre svært ved at hævde sig i et samlet klassement.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her