De to danske cykeltalenter, 24-årige Chris Anker Sørensen og den et år yngre debutant Jakob Fuglsang, har imponeret Team Saxo Banks sportsdirektør Kim Andersen.
Deres indsats i weekendens Tour du Haut-Var medfører, at Kim Andersen nu tager begge med i truppen til sæsonens første store europæiske etapeløb på den internationale kalender, Paris-Nice fra 8. til 15. marts. »Generelt har vores ryttere her i Tour du Haut-Var leveret så overbevisende en indsats, at jeg ser frem til de kommende opgaver med store forventninger«, siger Kim Andersen, der kunne glæde sig over, at Chris Anker Sørensen sluttede på tredjepladsen på sidste etape og som nr. 5 sammenlagt i det franske todages arrangement. »Eksempelvis har veteranen Frank Høj demonstreret, at han er glimrende forberedt til den kommende weekends nordeuropæiske klassikerstart med Het Volk og Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Og når det gælder etapeløbene er både Chris og Jakob altså meget længere fremme, end vi havde turdet håbe på«. Krævende finaler i Paris-Nice »Med henblik på Paris-Nice, der i år byder på nogle meget krævende etapeafslutninger, har netop de to muligheder for at gøre en forskel. Derfor ændrer vi nu på deres program, så de er med i det franske etapeløb«. Tour du Haut Var vandtes af værtsnationens tidligere Tour de France-helt Thomas Voeckler (Bouygues Telecom), der på gårsdagens skrappe finalestigning kom til mål et sek. før landsmanden David Moncoutié (Cofidis) og tre foran den lille gruppe, som Chris Anker Sørensen førte an. For Voeckler var det allerede sæsonens anden samlede etapetriumf, efter at han vandt den første udfordring af den karakter på den europæiske scene Etoile de Bességes. En meget spændende fremtid »Vi havde været på forkant med situationen hele vejen på etapen, og det var ligesom i lørdags Chris, Jakob, Nicki Sørensen, Karsten Kroon og Alexandre Kolobnev, der viste vejen. Jakob tog en forrygende føring frem mod den sidste stigning, og det banede vejen for Chris. Som dette løb har formet sig, er jeg virkelig spændt på fremtiden for de to«, konstaterer Kim Andersen. »At vi ikke ligefrem kunne vinde løbet, har jeg det helt fint med. Alle vores ryttere kommer direkte fra træningslejren i Californien, mens størstedelen af konkurrenterne har kørt løb i flere uger. Så på den baggrund kan jeg ikke se premieren som andet end særdeles lovende«.




























