Med den 26-årige Martin Pedersen (Team Capinordic) som frontfigur er dansk cykelsports aktører, som opererer på niveauet lige under det allerhøjeste, kommet væsentligt bedre fra start på den internationale scene end de foregående sæsoner. Martin Pedersen er med tre førstepladser – i Rund um Köln, Grand Prix Nogent og på en etape i 3 Jours de Vaucluse – placeret som nr. 10 på den europæiske rangliste hos den internationale cykelunion, UCI. Den toppes af så rutinerede og sejrsvante personligheder som franskmanden Jimmy Casper (Besson Chaussures) og italieneren Alessandro Petacchi (LPR). Team Capinordic flot placeret Samtidig er Team Capinordic at finde som nr. 17 på holdranglisten og faktisk helt fremme som nr. 12, når det gælder antallet af gevinster. Det ambitiøse danske mandskab er noteret for i alt otte – udover Martin Pedersen har Rasmus Guldhammer ligeledes bidraget med tre og Jonas Aaen og Casper Jørgensen med hver en – og den opgørelse omfatter vel at mærke samtlige firmahold fra ProTouren og nedefter. Lovende perspektiver for VM-deltagelse Dermed er der også skabt lovende perspektiver for den rød-hvide repræsentation ved årets verdensmesterskaber i den schweiziske by Mendrisio tæt på den italienske grænse i slutningen af september. Og den situation kan tegne sig endnu mere positiv, når årets internationalt højst rangerede hjemlige løb, Grand Prix Herning, lørdag er afviklet. Tilbage efter et års pause Det jyske arrangement er tilbage efter at have holdt et års pause på grund af økonomiske problemer, og det er placeret i den tredje højeste kategori på den internationale terminsliste. Det indebærer, at der uddeles en pæn portion point til den europæiske rangliste, som sammen med verdensranglisten afgør, hvor mange VM-pladser hver nation kan råde over. Som tidligere er det verdensranglisten, der indbringer det højeste antal. Her får de 10 bedst placerede lande ni VM-billetter, mens der til de seks bedste på den europæiske er seks adgangskort. Danmark nr. 15 på verdensranglisten Indtil videre ser det ud til, at det atter er via sin status i det kontinentale hierarki, Danmark skal kvalificere sig. Ganske vist har Matti Breschel scoret 44 point i foråret på verdensranglisten, ligesom Lars Bak og Chris Anker Sørensen har udsigt til at styrke kontoen i det igangværende Tour de Romandie. Men fra den aktuelle danske femtendeplads på den fornemste af rangeringerne er der stadig langt op til den tiendeplads, som Frankrig i øjeblikket indtager med 155 point. Seks VM-pladser indenfor rækkevidde Derimod er Danmark i Europa netop nu nr. 5, når de nationer, som i forvejen er kvalificeret via verdensranglisten, trækkes fra, og det med et klar forspring ned til den nærmeste rival Ukraine. Så dermed skal det fra nu af gå meget skævt, hvis i hvert fald ikke de seks VM-startpladser er sikret. Under alle omstændigheder er det imidlertid ud fra et national synspunkt, som utvivlsomt stemmer ganske godt overens med de deltagende mandskabers, særdeles vigtigt, at de danske hold tager grundigt for sig af den pointsum, der er til uddeling i Grand Prix Herning. Mange point på spil Der er 269 på spil i alt, og selv om det forekommer usandsynligt, at alle bliver her i landet, er der udsigt til, at broderparten trods alt tilfalder danske udøvere. For Danmark råder i øjeblikket over syv mandskaber, der er registreret hos UCI, og de fem udenlandske hold, der i morgen tager kampen op i den 196 km lange styrkeprøve – de 30 km foregår traditionen tro på grusveje – er bestemt ikke stærkere, end at de burde kunne tæmmes af hjemmebaneudøverne. Med al respekt for arrangørerne, når feltet nemlig ikke op på samme niveau som tidligere, hvilket utvivlsomt kan tilskrives den økonomiske krise, men alene det, at begivenheden trods alt gennemføres, er al ære værd. Team Saxo Bank inviteret for sent Startlisten bærer præg af, at det først forholdsvis sent er lykkedes at nå til klarhed over, at løbet i det hele taget køres, og bl.a. derfor er det heller ikke lykkedes at få Team Saxo Bank til start. »Vi fik henvendelsen i sidste uge, og hvor gerne vi end vil hjælpe arrangørerne i Herning, kan vi altså ikke med så kort varsel stille op«, siger sportsdirektør Kim Andersen. »Hvis vi skal køre på hjemmebane skal det være med en repræsentativ trup, som er i stand til at leve op til vores ambitioner. Vi møder ikke frem, blot for at være med, og derfor har vi måttet skuffe folkene i Herning«. Mere jævnbyrdig kappestrid Med Saxo Banks fravær er der til gengæld udsigt til en væsentlig mere jævnbyrdig kappestrid, end hvis et af verdens førende mandskaber havde været det centrale element. Nu er der i stedet lagt op til en intens national kappestrid, hvor Team Capinordic og Team Designa Køkken er de klart favoriserede, og det vil da nok være en gevaldig skuffelse for de to mandskaber, hvis de ikke er med i kampen om sejren lige til det sidste.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sisse Marie Welling vil have nyt højhus med 35 etager i København
-
Køen vokser foran Københavns nye mikroskopiske spisested, og det forstår jeg godt. Men priserne? Av, av, av
-
Se den film! Hendes præstation er helt uforglemmelig
-
Dødsstød fra eksperter: »Der er faktisk risiko for et akut kollaps«
-
Kraftig tagbrand i København er under kontrol
-
Politisk redaktør: Lars Løkke kaster det hele op i luften
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jessica Nielsen




























