Fem dages hårdt arbejde på landevejene i New Mexico som led i forberedelserne til det kommende Giro d’Italia var tæt på at slutte med maksimal triumf for de amerikanske stjerner og Astana-holdkammerater Lance Armstrong og Levi Leipheimer. Sidstnævntes samlede sejr i Tour of the Gila var aldrig i fare på den 168 km lange afsluttende etape i yderst krævende terræn. Og sammen med Astanas tredje deltager i løbet Chris Horner sled Leipheimer målrettet for, at Armstrong skulle sætte punktum for strabadserne med en etapegevinst. Ukendt landsmand overrumplede stjernerne Den plan forpurredes imidlertid af deres 30-årige, forholdsvis ukendte landsmand Phil Zajicek (Fly V Australia), der som den eneste formåede at følge Leipheimer og Armstrong på den sidste, barske stigning op mod målet. Leipheimers malende tempo skulle bane vejen for den syvdobbelte Tour de France-vinderes ultimative angreb, men i stedet var det Zajicek, der satte den definitive offensiv ind og krydsede målstregen 12 sek. foran de to holdkammerater. Fantastisk indsats af Horner Horner, der havde leveret en fantastisk indsats på det meste af etapen, var med i det seks mands udbrud, som etableredes på finaleklatreturen. De to øvrige deltagere var Chad Beyer (Team B) og Burke Swindlehurst (Bissell), der vandt den tilsvarende etape sidste år. Da Horners kræfter var brugt op, tog Leipheimer over med Armstrong på hjul, men de havde gjort regning uden Zajicek. Armstrong nr. 2 sammenlagt Astana-duoens præstation rakte dog til, at Armstrong avancerede til den samlede andenplads 3.01 min. efter Leipheimer, mens Zajicek også i denne sammenhæng sikrede sig en plads på podiet sammen med de to berømtheder med et minus på 3.18 min. Chris Horner, der kæmpede sig i mål som nr. 5, sluttede som nr. 8 sammenlagt og har i New Mexico klart dokumenteret, at han kan blive en uhyre værdifuld hjælper i Giroen.
Armstrong kom på podiet i Giro-test
Lyt til artiklen