Armstrong til eksamen på hold i krise

Lyt til artiklen

I en uge har Lance Armstrong opholdt sig i Italien og har i den periode været genstand for enorm medieopmærksomhed overalt, hvor han er kommet frem. Kan hænde, at adskillige cykelentusiaster ser med misbilligende øjne på den nærmest overmenneskelige amerikaners tilbagevenden, men det er en uomtvistelig kendsgerning, at hans tilstedeværelse også i et i forvejen gigantisk arrangement som Giro d’Italia har tilført det helt nye og publikumsdragende dimensioner. Skrappe bjerge på programmet I dag rettes søgelyset atter med maksimal styrke mod den 37-årige syvdobbelte Tour de France-vinder, for på den 162 km lange 4. etape fra Padova til San Martino di Castrozza, fås det første markante fingerpeg om hans reelle muligheder i den italienske cykelrundtur. Usædvanligt tidligt for så stort et etapeløb melder de skrappe bjerge sig nemlig allerede nu, og stigningerne er af så krævende karakter, at de utvivlsomt vil få det samlede klassement til at slå en gevaldig kolbøtte og dermed også klart signalere, hvem der i den sidste ende har mulighed for at gøre sig håb om en topplacering, når strabadserne er overstået 31. maj. Skal have orden i økonomisk rod Den dato har i øvrigt fået en ganske særlig betydning for Armstrong og hans Astana-holdkammerater. For den er identisk med den frist, den internationale cykelunion, UCI, nu har givet det kasakhiske cykelmandskab til at få orden i sit økonomiske rod. Adskillige af de ansatte har flere måneders løn til gode, og hvis den ikke udbetales inden udgangen af måneden, risikerer det kasakhiske cykelforbund, der står som garant, at få frataget sin ProTour licens. Armstrong kan selv skyde penge ind At det skulle resultere i umiddelbar ruin for hele holdet, er dog ikke sandsynligt. Her kommer Armstrongs formidable magnetisme også til sin ret, for han vil givet kunne tiltrække sponsorer, der sikrer hans og holdets eksistens i resten af sæsonen og dermed også Tour de France-deltagelsen. Skulle det endelig komme til at knibe er han efter alt at dømme også selv villig til at skyde i penge i foretagendet, eftersom han allerede har tilkendegivet, at han fra næste sæson har planer om at lave sit eget hold. En åbenlys chance for førertrøjen Men foreløbig er det altså bjergene i Giro d’Italia, det handler om, og med den målrettethed, Armstrongs hidtil er gået til opgaven, tyder intet på, at amerikaneren vil lade en åbenlys chance for at erobre den rosa førertrøje gå fra sig. Og en sådan bydes der altså på i dag, hvor sprinterkongen Alessandro Petacchi (LPR) må sige farvel til den eftertragtede trikot. Ganske vist vil han uden problemer kunne følge med de første godt 100 km, men derefter handler det for Petacchi og de øvrige spurtspecialister om at overleve. To skrappe stigninger Efter 111 km begynder nemlig Giroens første alvorlige klatretur op til toppen af Croce d’Aune. Den strækker sig over 8,5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,9 og en maksimal på 12. Denne sidste kommer meget tidligt, hvilket kan få ekstra betydning for udskilningen. Fra toppen i 1.015 meters højde er der endnu godt 40 km til mål, men de sidste 13,7 af disse går det også opad til San Martino di Castrozza 1.466 m over havets overflade. Et godt udgangspunkt Det er disse udfordringer, der skal afsløre, om Armstrong i karrierens første Giro-start kan få held med sin stræben efter en plads på podiet. Foreløbig kan det fastslås, at han har sikret sig et gunstigt udgangspunkt. Og det er næppe nogen tilfældighed, at han på de to hidtidige etaper med samlet start har sørget for at holde sig så langt fremme, at han ikke har mistet dumme sekunder. Australier og svensker med gode chancer Han er i øjeblikket at finde som nr. 5 med et minus på 31 sek. til Petacchi, men det reelle referencepunkt er de to Team Columbia-rytter australieren Michael Rogers og svenskeren Thomas Lövkvist. De nyder endnu godt af holdets formidable sejr på den indledende holdtidkørsel, og begge er de ryttertyper, som sagtens kan tænkes at være med blandt de forreste i dag. Og de har et forspring på 13 sek. til Armstrong. Favoritternes indbyrdes stilling Med Rogers og Lövkvist som basis ser situationen for de øvrige favoritter således ud: Danilo Di Luca (LPR) 22 sek., Levi Leipheimer (Astana) 26 sek., Filippo Pozzato (Katusha) 35 sek., Franco Pellizotti (Liquigas) 40 sek., Damiano Cunego (Lampre) 42 sek., Marzio Bruseghin (Lampre) 42 sek., Carlos Sastre (Cervélo) 49 sek., Ivan Basso (Liquigas) 53 sek., Denis Menchov (Rabobank) 1.02 min., Gilberto Simoni (Diquigiovanni) 1.06 min. og Stefano Garzelli (Acqua & Sapone) 1.21 min.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her