0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Di Luca: Armstrong er færdig

Den ny indehaver af førertrøjen i Giro d’Italia har afskrevet den amerikanske superstjerne fra topstriden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
MARCO TROVATI/AP
Foto: MARCO TROVATI/AP

Danilo Di Luca fra Italien i de rosa førertrøje.

Cykling
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Cykling
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bjergene danner fortsat en storslået kulisse til Giro d’Italia-aktørernes udfoldelser, men når det i dag gælder løbets næst længste etape – 248 km fra Bressanone til Mayrhofen i Østrig – er opgaven af en ganske anden karakter end i går.

For nok forestår to lange stigninger, men fra toppen af den sidste af disse er knap 45 km til mål, og den nye indehaver af den rosa førertrøje, italieneren Danilo Di Luca (LPR), forventer da heller ikke, at hans trone umiddelbart er truet.

Mindst en uge i førertrøjen
»Jeg tror på, at jeg kan bevare førstepladsen frem til den lange enkeltstart næste torsdag. Så kan det være, at Thomas Lövkvist overtager den igen«, siger Girosejrherren fra 2007 til den italienske avis La Gazzetta dello Sport.

I terræn som det, der venter de kommende dage, vil Di Lucas LPR-mandskab givetvis være tilstrækkeligt stærkt til at yde ham maksimal støtte, mens det kneb gevaldigt i går, da Liquigas satte et knaldhårdt tempo på den skrappe finalestigning.

Vil være med i klassikerne
For Di Luca har Giro d’Italia lige siden sæsonstarten været årets store mål, men at det ikke falder i hans smag udelukkende at skulle koncentrere sig om hjemlandets største cykelbegivenhed, lægger han ikke skjul på.

»Vi har en glimrende trup nu, men i 2010 må vi foretage den nødvendige investering for at opnå ProTour-status. Det kan ikke være rigtigt, at Alessandro Petacchi og jeg skal holdes ude fra de store forårsklassikere«, fastslår Di Luca med henvisning til, at han selv tidligere har vundet bl.a. Amstel Gold Race og Liège-Bastogne-Liège, men ikke fik lejlighed til at starte i år, fordi LPR ikke modtog et wildcard.

Har kigget modstanderne ud
Den 33-årige italiener har et klart billede af, hvem de farligste modstandere i kampe om de endelige podieplaceringer bliver.

»Ivan Basso har jo allerede vist, at han er meget stærkt kørende, og Levi Leipheimer, Carlos Sastre og Denis Menchov bekendte også klart kulør i går. Derimod tror jeg ikke på, at Lance Armstrong og Damiano Cunego kan melde sig ind i topstriden igen, og det undrer mig, at Gilberto Simoni også faldt tilbage«.

Sastre: Syv kandidater til sejren
Både Menchov og Sastre har som vindere af henholdsvis Vuelta a Espana og Tour de France overbevisende demonstreret, at de mestrer de lange rundtures udfordringer.

Og med deres kørsel i går understregede de desuden, at ambitionerne i den aktuelle opgave rækker til mere end at opnå så perfekt en forberedelse som mulig til Tour de France, der for begge udgør sæsonens højdepunkt.

»Jeg tror, at vinderen af Giro d’Italia skal findes blandt de syv ryttere, der nu er bedst placeret i det samlede klassement«, fastslår Carlos Sastre og medregner således også sig selv, mens de øvrige er Di Luca, Lövkvist, Michael Rogers, Levi Leipheimer, Denis Menchov og Ivan Basso.

Menchov stærkere end sidste år
Russeren i dette selskab, som aldrig er en mand af mange ord, giver også udtryk for optimisme.

»Jeg føler mig i langt bedre form end sidste år, da jeg sluttede som nr. 5, og så passer ruten mig denne gang meget bedre med den lange enkeltstart og færre rigtig hårde bjerge«, konstaterer Denis Menchov.

Seks timers arbejdsdag forude
I dag skal rytterne på grund af den lange distance, som lægger op til en 6-timers arbejdsdag for første gang i denne Giro på job inden middag.

De indledende lidt over 100 km foregår i let kuperet terræn, hvorefter den første klatretur står på programmet. Den er 15 km lang og slutter på Felbertauern i 1.632 meters højde.

Der er 'kun' tale om en stigning i 3. kategori, og den byder da heller ikke på voldsomme procenter, ligesom den foregår på en god bred vej. Det er derfor højst sandsynligt, at et udbrud på dette tidspunkt vil være godt i gang, ligesom det sagtens kan tænkes at holde hjem.

Gennem tunnel ind i Østrig
Umiddelbart efter toppen skal rytterne gennemtunnellen ind til Østrig, og de får tid til at sunde sig inden dagens anden bjergprøve.

Den er skrappere, men slet ikke af samme sværhedsgrad som i går. Det drejer sig om turen op til Hochkrimml i 1.628 meters højde, og her når stigningsprocenten på et kort stykke op på 12, mens den gennemsnitligt ligger på 5,7.

Susende nedkørsel og kringlet finale
Fra toppen er der 45 km til mål, og det går i susende fart ned mod Zillertal på en nedkørsel uden alt for faretruende momenter.

Finalen i Mayrhofen byder på flere snævre passager, og inden for de sidste 500 m skal rytterne gennem to højresving på den let stigende opløbsstrækning.