Spekulationerne omkring Astanas fremtid har været talrige i den seneste tid – og forståeligt nok, med tanke på den trængte økonomiske situation, det professionelle cykelmandskab befinder sig i. Der har endda været rejst tvivl om, hvorvidt holdet med superstjernerne Lance Armstrong, Alberto Contador og Levi Leipheimer vil være i stand til at starte i årets Tour de France, fordi der nu i flere måneder ikke er blevet udbetalt lønninger. Ved indskrivningen til dagens etape i Giro d’Italia gav rytternes utilfredshed med forholdene sig udslag i en markant protest, idet de mødte op i trøjer, hvor sponsornavnet var dækket til. Måske med en anden sponsor Men bekymringen i forbindelse med Touren maner Astanas belgiske boss Johan Bruyneel i jorden, samtidig med at han ikke lægger skjul på, at han i øjeblikket kæmper med store problemer. »Jeg er overbevist om, at vi er med, når det går løs i Monaco i begyndelsen af juli. Måske under et andet flag og med et andet sponsornavn, men vi skal nok være der«, skriver Bruyneel i en klumme i det hollandske dagblad De Telegraaf. Kun løn i to måneder »Vores situation er den, at det kasakhiske cykelforbund, der står som økonomisk garant, kun har været i stand til at udbetale et beløb til det selskab, jeg står i spidsen for, og som styrer holdet, der har givet mulighed for lønninger i årets to første måneder«. »Den eneste forklaring, jeg har fået, er, at sponsorerne ikke har levet op til deres forpligtelser, og at forbundet søger at finde en løsning. Hvilken har jeg intet fået at vide om«. »Jeg har fået besked fra den internationale cykelunion, UCI, om at forbundet vil blive frataget sin ProTour licens, hvis pengene ikke er betalt inden udgangen af denne måned, og for os er der intet andet at gøre end at vente«. Vil ikke splitte stærkt kollektiv »Selvfølgelig betyder det ikke, at jeg undlader at søge andre udveje for holdets videreførelse, for vi har opbygget så stærkt et kollektiv, at det simpelthen ikke må splittes«. »Personligt er jeg i samme situation som rytterne. Jeg er også på lønningslisten og har heller ingen gage fået de seneste måneder. Egentlig ville det være den letteste sag af verden for mig at sige stop, for jeg har jo én gang tidligere trukket mig tilbage fra cykelsporten«. »Jeg brænder imidlertid så meget for det, jeg har været med til at bygge op på dette hold, at jeg ikke uden videre kan vende det ryggen«. Armstrong åbner døre »Naturligvis kan vi fortsætte som hidtil, hvis pengene pludselig dukker op fra Kasakhstan. Ellers må vi gå andre veje, og heldigvis råder vi jo over en af de sponsormæssigt mest eftertragtede atleter overhovedet i Lance Armstrong«. »Han alene er i stand til at åbne døre til erhvervslivet, og især i USA ønsker adskillige selskaber at få deres navn knyttet til Lance Armstrong«. Henvendelse fra flere firmaer »Da nyheden om den økonomiske krise begyndte at sive, fik jeg adskillige henvendelser fra firmaer, som ville forhøre sig om et muligt samarbejde, og der er allerede forhandlinger i gang til flere sider«. »Lance selv er ikke ramt af pengeproblemerne, fordi han ingen løn får, men jeg ved, det gør ham ondt, at holdkammeraterne er i så store vanskeligheder«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Fostre får lov at gå til, selv om de godt kunne reddes: »Jeg beskyldte mig selv for, at jeg ikke kunne holde på vores barn«
-
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
SUPERLIGAEN
tema




























