Trods et styrt i finalen på 8. og sidste etape lykkedes det en af Danmarks mest talentfulde cykelryttere i det seneste årti, Mads Christensen (Team Designa Køkken), at holde fast i den samlede andenplads i det irske arrangement FBD Insrance Race. Og dermed åbnes også for alvor spændende perspektiver for en videreførelse af den karriere, der tidligere tegnede så lovende, indtil Mads Christensen selv valgte at stille den på vågeblus. Tak til holdkammeraterne »Jeg skylder mine holdkammerater stor tak for denne andenplads, som jeg er superglad for«, siger 25-årige Mads Christensen, der i 2004 kåredes som Årets Cykelrytter i Danmark efter sin bronzemedalje ved U 23 VM i Italien. En efterfølgende satsning som professionel hos Quick Step mislykkedes, hvilket også var tilfældet med yderligere et forsøg hos Barloworld. I stedet valgte Mads Christensen at skippe aktiviteterne på topniveau og satse på en uddannelse. Den har han nu fået, og samtidig er lysten til at konkurrere vendt tilbage. Og det signal, indsatsen i Irland sender, åbner spændende muligheder for en rytter, der er mere evnerig end de fleste. Skubbet i grøften i finalen Det fine facit, som også betyder, at Mads Christensen leverer yderligere et bidrag til den danske pointhøst på den europæiske rangliste, kom absolut ikke i hus uden problemer. »Kort før mål blev jeg skubbet i grøften, men jeg fik hevet cyklen op på vejen igen. Det fremkaldte et massestyrt, men jeg sprang på cyklen, selv om jeg havde en punktering. Styrtet skete imidlertid indenfor de sidste kilometer, så jeg satte ikke tid til. Jeg slog bagdelen, men jeg er ellers ok«, siger Mads Christensen, der sammenlagt sluttede knap tre min. efter den sejrende englænder Simon Richardson. »Jeg er meget tilfreds med andenpladsen. Det har været et langt løb, som har givet masser af kilometer i benene. Nu håber jeg, at jeg kan udnytte det i de kommende uger, og jeg ser frem til Grand Prix Ringerike i Norge. Team Capinordic mistede førertrøjen Mens Team Designa Køkken således fik noget nær det maksimale udbytte af satsningen i Irland, måtte det andet stærke danske mandskab i næstbedste geled, Team Capinordic, tage til takke med lidt mindre i det hollandske Olympia’s Tour. Holdets svensker Christofer Stevenson var iklædt førertrøjen på den afsluttende etape, men da den var afviklet på en del af Amstel Gold Race ruten, var placeringen forvandt til en fjerdeplads. Spurtsejr i Post Cup På de hjemlige landeveje noteredes et andet af de ambitiøse danske mandskaber, der er registreret hos den internationale cykelunion, Team Concardia-Vesthimmerland for en flot triumf. Det skete, da 21-årige Philip Nielsen, der også indgår i banelandsholdets bruttotrup, i en massespurt sikrede sig sejren i anden afdeling af Danmarks Cykle Unions gennemgående sæsonkonkurrence Post Cup. Glenn Bak (Team Blue Water) er stadig indehaver af førertrøjen efter at have fulgt sejren i første afdeling op med en femteplads.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Tumult ved 1.maj-tale i Fælledparken
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























