Udmattet vinder på vulkanen

Danilo Di Lucas udtryk viser lidt om de strabadser, blandt andre den førende Denis Mentjov var igennem i Giro d'Italia i dag.
Danilo Di Lucas udtryk viser lidt om de strabadser, blandt andre den førende Denis Mentjov var igennem i Giro d'Italia i dag.
Lyt til artiklen

Med udmattelsen malet så tydeligt i ansigtet, at ingen kunne være i tvivl om, at han havde presset sig til det maksimale af sin ydeevne, forsvarede russeren Denis Mentjov (Rabobank) sin rosa førertrøje på den sidste bjergetape i 100-årsudgaven af Giro d’Italia. Men dramaet på den afsluttende færd op mod målet i 1.000 meters højde tæt på vulkanen Vesuvs krater udspilledes med vild og medrivende intensitet, fordi samtlige hovedpersoner brændte af iver for at udnytte deres sidste mulighed for at ændre væsentligt på klassement. Sastre og Mentjov atter vinderne Ganske som forleden, da Carlos Sastre (Cervélo) sejrede på kongeetapen til Monte Petrano, kan det også i dag fastslås, at strabadserne sluttede med to storslåede vindere. For den spanske Tour de France-triumfator stillede atter sine klatreegenskaber så formidabelt til skue, at ingen kunne følge ham på færden mod toppen. Den 34-årige Cervélo-kaptajn, der aldrig før i karrieren har været så brillant kørende på dette tidspunkt af sæsonen, noteredes for sin anden etapesejr. Og samtidig leverede Denis Mentjov yderligere et bevis på den forrygende kombination af fysisk styrke og køligt taktisk overblik, der har gjort det muligt for ham at afvise alle angreb mod den Giro-trone, han erobrede efter 12. etapes lange enkeltstart. Ingen dobbelt gevinst til Sastre Facit af dagens prøvelser blev at Sastre krydsede målstregen med et forspring på 21 sek. til italieneren Franco Pellizotti (Liquigas), mens Danilo Di Luca (LPR) med Mentjov som skygge registreredes for et minus på yderligere ni sek. Sastre, der givetvis også har haft den podieplads i tankerne, som han satte over styr på etapen til Blockhaus efter hviledagen, måtte erkende, at der denne gang ikke var nogen dobbelt gevinst at hente. Fører med 18 sek. Og Di Luca tvinges tilsvarende til at se i øjnene, at han i kraft af bonussekunderne for tredjepladsen kun halede otte sek. ind på Mentjov. Russeren fører nu med 18 sek. til Di Luca og 1.39 min. til Pellizotti. Sastre må stille sig tilfreds med, at han rykkede forbi sin tidligere CSC-holdkammerat Ivan Basso (Liquigas) og indtager fjerdepladsen. De to er henholdsvis 2.40 og 3.33 min. efter Mentjov. Mulighed for kortvarig jubelstund Dermed synes også den sidste trussel mod Mentjovs overordnede Giro-triumf at være ryddet af vejen. Ganske vist kan det tænkes, at Di Luca på morgendagens etape henter 20 bonussekunder. Kravet er at han vinder, mens russeren ikke bliver bedre placeret end nr. 4. Men den jubelstund italieneren i givet fald oplever, bliver kortvarig, for på søndagens afsluttende enkeltstart i Rom, vil han blive sat grundigt på plads af Mentjov. Koncentrerede sig om Di Luca Endnu engang koncentrerede Rabobank-kaptajnen sig på den 164 km lange 19. etape fra Avellino til Vesuv udelukkende om sin nærmeste rival i den samlede stilling, Danilo Di Luca. I den lange, indledende fase fulgtes favoritter ad ganske som forudset med LPR som konstant temposætter i jagten på dagens to udbrydere, Italieneren Mauro Facci (Quick Step) og ukraineren Jurij Krivtsov (Ag2r). Angreb i højre og venstre Duoens forehavende var dødsdømt, men sørgede for at skabe en vis underholdning på en etape, hvor alt var styret ind på et eksplosivt show på den 13 km lange stigning op mod vulkanens top. Ved foden af denne var alt da også nulstillet, men så kan det ellers nok være, at festlighederne begyndte. Der blev angrebet i højre og venstre, men Mentjov lod sig ikke et sekund slå ud af stilen. Mentjov med is i maven Kun når Giro-vinderen fra 2007, Di Luca, satte sine eksplosive fremstød ind, reagerede russeren, selv om andre med mindre is i maven måske nok ville have været fristet til at svare også på de mange andre attentater. Den strategi gav igen fuldt udbytte. Di Luca var tvunget til at forsøge at eliminere den afstand på 26 sek., han inden etapen havde op til Mentjov. Men desuden kunne italieneren ikke ganske lade hånt om, at landsmanden Franco Pellizotti (Liquigas) kunne komme truende nær hans andenplads. Di Luca forcerede igen og igen Di Luca forcerede gang på gang, og det var imponerende, at han uophørligt kunne finde nye ressourcer til at jagte sin chance. Også fordi det må have været dybt frustrerende at opleve, hvordan Mentjov gav svar på tiltale ligeså tit, som han blev udfordret. Russeren klinede sig til Di Lucas baghjul, og alene det var en exceptionel præstation med tanke på det antrit, italieneren er i besiddelse af. Basso forsøgte sig igen Ivan Basso demonstrerede atter, at viljen til at angribe absolut ikke fejlede noget. Han stak med lidt over syv km til mål, og kort efter optog Sastre forfølgelsen. Intet af dette anfægtede dog Mentjov, der stolede på, at de to dels var så langt efter sammenlagt, at de ikke ville komme i nærheden af hans førsteplads, dels at Di Luca ikke kunne forholde sig i ro. Og begge dele skulle vise sig at holde stik. Spansk opvisning Sastre fulgtes kun ganske kort med Basso, inden han øgede farten så meget, at italieneren måtte slippe, og derefter var der dømt spansk opvisning i front resten af etapen. Bagude kontrollerede Mentjov begivenhederne, for uanset hvor tit Di Luca lukkede op for turboen, havde russeren også lige det nødvendige overskud til at følge ham.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her