Verdensmesteren Alessandro Ballan står på tærsklen til karrierens fornemste etapeløbstriumf, efter at han i dag med bravur forsvarede den gule førertrøje i Polen Rundt på den 162 km lange næstsidste udfordring fra Kroscienko nad Dunajcem til Zakopane. I vintersportsbyen måtte den 29-årige italiener ganske vist i spurten på kongeetapen se sig slået af det norske stortalent Edvald Boasson Hagen (Team Columbia). Men Ballan går ind til de afsluttende 136 km fra Rabka Zdroj til Krakow med et forspring på 10 sek. til sin nærmeste rival, spanieren Daniel Moreno (Caisse d’Epargne) og 11 til nordmanden, og efter som de værste strabadser blev overstået i dag, bliver det vanskeligt at støde ham fra tronen. Bruseghin i fornem hjælperrolle Alessandro Ballan har kun én gang tidligere tronet øverst på podiet som samlet vinder af et etapeløb.
Det skete i successæsonen 2007, da han som optakt til sin imponerende gevinst i Flandern Rundt sluttede på førstepladsen i Driedaagse De Panne.




























