Ved seniorernes verdensmesterskaber i foråret i Polen fejrede Danmark sit fornemste resultat i nyere tid med guldmedaljer til 4 km forfølgelsesholdet ved Alex Rasmussen, Jens-Erik Madsen, Casper Jørgensen og Michael Færk Christensen samt til Alex Rasmussen og Michael Mørkøv i parløbet, mens Daniel Kreutzfeldt hentede sølv i pointløb. Alle er så unge, at de har en spændende fremtid foran sig, men de må se i øjnene, at de i de kommende sæsoner vil blive pustet gevaldigt i nakken af de yngre årgange, som lige nu er i færd med et succesrigt felttog ved juniorverdensmesterskaberne i Moskva. Afløserne er på plads Efter gårsdagens guld til Sebastian Lander i pointløbet erobrede Matthias Greve i dag sølv i scratch, og dermed understregedes det endnu engang, at afløserne i allerhøjeste grad er på plads i dansk banecykling.
LÆS ARTIKEL Dansk stortalent erobrer VM-guld
Indledningsvis så det ellers ikke alt for lovende ud for Matthias Greve, der lå et godt stykke tilbage i feltet, men det skulle vise sig, at han havde valgt den rigtige taktik.
Italieners baghjul gav sølv
Han havde nemlig udset sig italieneren Dario Sundas baghjul, og den position rakte til at køre sølvet hjem.
»Jeg kunne desværre ikke komme forbi italieneren, men der var heller ikke andre, der formåede at passere mig«, siger Matthias Greve til CyclingWorld.dk.
»Det er virkelig fantastisk, og det største jeg har oplevet som cykelrytter. Jeg havde super ben og kunne mærke, at det nok skulle blive til en medalje«.
Humøret højt i den danske lejr
Den rød-hvide medaljehøst er nu oppe på tre, efter at Lasse Norman Hansen i fredags sikrede sig bronze på enkeltstarten.




























