Michael Rasmussen har fået en klar tilkendegivelse fra præsidenten for den internationale cykelunion, UCI, ireren Pat McQuaid, om, at der fra unionens side ingen indvendinger er mod, at han stiller op i Vuelta a Espana.
Dermed er i hvert fald én væsentlig hindring ryddet af vejen for den tilbagevendte danske bjergkonges deltagelse i den spanske rundtur, som begynder 29. august. Men endnu resterer en nok så betydningsfuld: at den 35-årige tidligere Tour de France-stjerne indgår aftale med en arbejdsgiver, som vil have ham med i Vueltaen. Og umiddelbart er det vanskeligt at se, hvordan det kan lade sig gøre, selv om det ikke nødvendigvis er umuligt.



























