Armstrongs sidste chance for en sæsonsejr

Lyt til artiklen

Mens årets suverænt mest vindende professionelle cykelrytter Mark Cavendish (Team Columbia) på den 195,8 km lange 2. etape i Tour of Ireland fra Clonmel til Killarney for 21. gang susede over målstregen som vinder, har den amerikanske superstjerne Lance Armstrong (Astana) nu kun én chance tilbage for at sikre sig en sejr i sin comeback sæson. Den syvdobbelte Tour de France-triumfator var i dag med hjem i det store hovedfelt og er således stadig blandt de 22 deltagere i det irske arrangement, der har en realistisk mulighed for at slutte som samlet nr. 1, når løbets sidste og sværeste udfordring i morgen står på programmet. Team Saxo Bank står stærkt Men det snart 38-årige amerikanske fænomen kommer på en uhyre vanskelig opgave, og ikke mindst Team Saxo Bank synes at kunne volde Armstrong store problemer. Det danske hold har fem mand – danskerne Matti Breschel og Jakob Fuglsang samt russeren Alexandre Kolobnev, australieren Stuart O’Grady og hollænderen Karsten Kroon – mellem de 22, og med den styrke, Team Saxo Bank hidtil har lagt for dagen, er det langt fra utænkeligt, at en fra kvintetten erobrer positionen øverst på podiet. »Etapen i morgen slutter med tre omgange på en rundstrækning, der omfatter en meget stejl stigning. Både Matti, Jakob og Alexandre går efter det samlede klassement, og jeg synes, der er basis for at tro på noget stort«, siger sportsdirektør Dan Frost. Spurten glippede for Breschel På dagens etape var Team Saxo Bank atter uhyre synlig og var bl.a. stærkt medvirkende til, at et langt to mands udbrud, som en overgang havde et forspring på 16 min., blev kørt ind. Spurten skulle egentlig køres for Matti Breschel, men den danske mester kom skidt ud af en rundkørsel i finalen og mistede Stuart O’Gradys hjul. I stedet satsede australieren så selv, men hverken han eller de øvrige havde en chance mod Cavendish. Belgieren Michael van Stayen (Rabobank Continental) besatte andenpladsen, mens O’Grady blev nr. 3. Alle Team Saxo Banks ryttere var med hjem i samme tid som Cavendish, der i den samlede stilling ikke havde synderlig gavn af succesen, fordi han i går satte over to minutter til. Englænderen Russel Downing fører stadig og har Kolobnev og Breschel henholdsvis fem og syv sek. efter sig. Armstrong nr. 20 Lance Armstrong ligger nr. 20 med et minus på 26 sek., og blandt de ryttere, der ligger indenfor denne afstand af Downing, er to af amerikanerens Astana holdkammerater sloveneren Janez Brajkovic og spanieren Haimar Zubeldia, samt 2008 udgavens italienske vinder Marco Pinotti (Team Columbia). Dermed er der lagt op til en uhyre spændende finale på de 185 km fra Bantry til Cork, og det forventes, at den fem km lange rundstrækning til sidst med den krævende St. Patrick’s Hill vil blive den afgørende faktor.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her