Fornem sejr til dansk mester

Lars Bak vandt i dag karrierens hidtil største sejr. Arkivfoto.
Lars Bak vandt i dag karrierens hidtil største sejr. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Med et kraftfuldt solofremstød cirka fem km fra mål sikrede den 29-årige danske mester i enkeltstart Lars Bak (Saxo Bank) sig karrierens måske fornemste internationale triumf, da han sejrede på den 204 km lange 5. etape i ProTour løbet Eneco Tour fra Roermond til Sittard. Lars Bak angreb fra en udbrydergruppe på 18 ryttere og holdt lige netop hjem med et forspring på få sekunder til sine tidligere følgesvende. Det norske stortalent Edvald Boasson Hagen (Team Columbia) besatte andenpladsen foran italieneren Francesco Gavazzi (Lampre) og overtog dermed førertrøjen fra amerikaneren Tyler Farrar (Garmin). Denne var ligesom blandt andre sin engelske holdkammerat Bradley Wiggins og nr. 2 i det samlede klassement inden etapen, belgieren Tom Boonen (Quick Step), ikke med i det afgørende fremstød, som etableredes godt 85 km fra mål. Bak nr. 3 sammenlagt »Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne vinde, hvis jeg skulle spurte med de ryttere, der sad i gruppen, så derfor blev jeg nødt til at forsøge noget«, sagde en meget træt og meget glad Lars Bak efter gevinsten, som også betød, at han avancerede til tredjepladsen sammenlagt. »Derfor stak jeg med knap fem km til mål, men det var først 200 meter fra stregen, at jeg følte mig sikker på, at jeg havde vundet. Italieneren Vincenzo Nibali var tæt på et hente mig på et tidspunkt, men han styrtede. Det var imidlertid meget stærke folk, der sad fremme, så jeg blev nødt til at give mig selv fuldt ud. Og jeg havde da heller ikke spor tilbage, da jeg krydsede stregen«. »Selv om jeg nu ligger nu 3, og vi slutter med en 13 km enkeltstart på tirsdag, tror jeg ikke, jeg vinder løbet. Jeg føler mig i god form, og regner med, jeg kan levere et godt resultat også i tempokørslen, men mit bud på en samlet nr. 1 er Edvald Boasson Hagen«. Holdt stærkt navne bag sig Lars Bak havde i mål et forspring på to sekunder, til de 12 ryttere, som var tilbage fra den oprindelige offensiv. Blandt dem fandtes foruden Boasson Hagen og Gavazzi så stærke navne som franskmanden Sylvain Chavanel (Quick Step), belgierne Maxime Monfort (Columbia) og Jurgen Vandenbroeck (Silence-Lotto) samt Rabobank trioen Juan Antonio Flecha, Joost Posthuma og Sebastian Langeveld. Team Saxo Bank havde desuden belgieren Jurgen van Goolen med, som kørte en 10. plads hjem. Forfølgerfeltet, som var skrumpet ind til godt 40 ryttere, noteredes for et minus på 31 sek. til Lars Bak. Det havde over en meget lang strækning anført af Garmin, Team Milram og Caisse d’Epargne søgt at neutralisere offensiven, uden at det lykkedes. Sammenlagt fører Edvald Boasson Hagen mens båder Farrar og Bak har et minus på 15 sek. Fra danskerens tredjeplads er der et spring på seks sek. ned til Sylvain Chavanel som nr. 4. Lars Baks anden sejr i år Det var Lars Baks anden sejr i denne sæson, efter at han i slutningen af juni for tredje år i træk sikrede sig den nationale titel i enkeltstart. Lars Bak har leveret adskillige fremragende præstationer i år og gjorde sig således særdeles positivt bemærket med den samlede 20. plads i Giro d’Italia. På flere etaper var han i udbrud, og han var ligeledes tæt på en sejr, men heldet var ikke med ham. Farvel til Team Saxo Bank Efter denne sæson siger Lars Bak farvel til Team Saxo Bank, men han har endnu ikke afsløret, hvem hans ny arbejdsgiver er. Der gisnes først og fremmest om Team Columbia, men også det ny engelske Team Sky har været inde i billedet. Den rutinerede dansker indledte sin professionelle karriere i 2001 på Team Fakta, og da dette mandskab med Team Saxo Banks nuværende sportsdirektør Kim Andersen som chef i 2003 måtte dreje nøglen om, fik Lars Bak job på det hollandske Bankgiroloterij. For det hold noteredes han i 2004 for sin første sejr, da han vandt 1. etape i Luxembourg Rundt. Også hollænderne ramtes imidlertid af økonomiske vanskeligheder, men Lars Bak fik i 2005 job hos Bjarne Riis, hvor han har været siden. Vandt Tour de l’Avenir i 2005 I sin første sæson på Team CSC vandt han DM med samlet start, ligesom han efter en brillant indsats med en etapesejr undervejs også sluttede som samlet nr. 1 i Tour de l’Avenir. Desuden strøg han til tops i endagsløbet Paris-Bourges. I 2007 blev det til en etapesejr i Tour de Wallonie, men ellers har det indtil i dag knebet med at vinde på den internationale scene, selv om han flere gange har været tæt på. Når Lars Bak nu forlader Team Saxo Bank, skyldes det ikke mindst, at han brændende ønsker at deltage i Tour de France, og på det danske mandskab har det vist sig svært for ham at tilkæmpe sig en plads.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her