For en 22-årig cykelrytter, der blot er i gang med sin anden sæson som professionel på højeste niveau, lyder et kontrakttilbud med en gage på omkring ni mio.kr. årligt som noget nær vild fantasi. Men norsk TV 2 meddeler, at det ny engelske firmahold, Team Sky, som holder sit indtog på den internationale scene i den kommende sæson, er parat til at betale denne overvældende sum for at sikre sig det 22-årige norske supertalent Edvald Boasson Hagen. Sejrede i massespurt At nordmanden er en af øjeblikkets mest lovende unge ryttere, hersker der ingen tvivl om. Han understregede det igen i dag, da han iklædt førertrøjen i ProTour-løbet Eneco Tour sejrede i massespurten på den 163 km lange sjette og næstsidste etape fra Genk til Roermond. Endnu vil hverken Boasson Hagen eller hans manager Birger Hungerholt bekræfte, at den exceptionelle pedalatlet for fremtiden optræder for Team Sky. Men muligheden forekommer særdeles realistisk – ikke mindst fordi Hungerholt allerede har fastslået, at hans evnerige klient forlader Team Columbia. Den norske tv-station hævder, at Boasson Hagen har været i Manchester og bragt alle aftaler på plads, men der foreligger ingen officielle tilkendegivelser i den retning. Tæt på ny triumf for Team Saxo Bank Foreløbig koncentrerer nordmanden sig om at fuldføre jobbet i det hollands-belgiske arrangement, hvor han efter dagens sejr er storfavorit til at slutte som samlet nr. 1. Efter gårsdagens succesrige solooffensiv af Lars Bak, var australieren Matthew Goss ellers tæt på at følge op med yderligere en triumf for Team Saxo Bank, men i massespurten måtte den 22-årige australske sprinter se sig overtrumfet af den Boasson Hagen, mens amerikaneren Tyler Farrar (Garmin) besatte tredjepladsen. Med gevinsten sikrede Boasson Hagen, der altså endelig nåede til tops efter to anden- og to tredjepladsen på de foregående etaper, sig også 10 bonussekunder, og det betyder, at han inden den afsluttende enkeltstart på 13,1 km i morgen i Amersfoort fører sammenlagt med sek. til Farrar, mens Lars Bak som nr. 3 er 25 sek. efter. Langt udbrud hentet kort før mål På dagens etape forsøgte de to hollændere Hub Duyn (Garmin) og Rick Flens (Rabobank) samt russeren Alexander Serov (Katusha) at ændre på den dagsorden, der helt åbenlyst lagde op til et sprinteropgør. Trioen var i udbrud cirka 150 km, men blev hentet seks km fra mål, og derefter var der rettet an til de hurtige folk. Efter at være ført glimrende frem af sine holdkammerater stillede Edvald Boasson Hagen sine evner ypperligt til skue også på dette punkt. 128 af de tilbageværende 137 ryttere kom i mål i den første store gruppe, og her befandt også alle Team Saxo Banks aktører samt Brian Vanborg (Liquigas) sig. Sidstnævnte er sammenlagt nr. 57 med et minus på 22.54 min. Team Columbias sejr nr. 69 Dagens sejr var Boasson Hagens sjette i denne sæson, efter at han lagde ud i april med at vinde Gent-Wevelgem. Siden tog han sig af en etape i Giro d’Italia samt det norske mesterskab, inden han i begyndelsen af denne måned var først over stregen på to etaper i Polen Rundt. For Team Columbia var det årets gevinst nr. 69, mens Team Saxo Bank på andenpladsen er oppe på 35. I 2008 dominerede de to mandskaber også begivenhederne på landevejene, og da sluttede sejrskappestriden 77-48 i Team Columbias favør.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Fostre får lov at gå til, selv om de godt kunne reddes: »Jeg beskyldte mig selv for, at jeg ikke kunne holde på vores barn«
-
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
SUPERLIGAEN
tema




























