Armstrong flirter med dopingdømt Tour-vinder

Den dopingdømte Floyd Landis kan blive ny mand hos Lance Armstrong.
Den dopingdømte Floyd Landis kan blive ny mand hos Lance Armstrong.
Lyt til artiklen

Rygterne er talrige på det internationale ryttermarked i øjeblikket, og de svirrer ikke mindst kraftigt omkring, hvem den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong agter at ansætte til sit ny Team RadioShack. Senest er også landsmanden Floyd Landis, der ganske kortvarigt overtog Tour-tronen efter Armstrong, indtil han fire dage efter hyldesten på Champs-Elysèes afsløredes som dopingsynder, dukket op i denne sammenhæng. Vil ikke udelukke nogen At det sker, er måske ikke så underligt, eftersom adskillige navne er bragt på bane. Mere interessant er det, hvordan Lance Armstrong reagerede, da han blev konfronteret med muligheden for atter at blive holdkammerat med Floyd Landis. »På dette tidspunkt udelukker jeg intet og ingen. Landis er en fremragende cykelrytter og har en fantastisk historie«, siger Lance Armstrong, der i tre af sine succesrige Tour-felttog havde Landis ved sin side på US Postal fra 2002 og frem. Mulighed for spekulationer Alene den kendsgerning, at Armstrong ikke totalt afviser et samarbejde åbner mulighed for spekulationer. Landis skiftede i 2005 til Team Phonak, som han også repræsenterede, da han oplevede det dybe fald fra tinderne året efter. Efter udstået toårig karantæne og langvarige juridiske opgør, hvor amerikaneren til det sidste forgæves har søgt at dokumentere sin uskyld, er han nu i gang igen på det lille amerikanske mandskab Ouch. Debuterer i Tour Down Under Mens der således langt fra foreligger bekræftelse på, at Floyd Landis bliver en del af det nye Team RadioSchack, er det en kendsgerning, at Lance Armstrong for andet år i træk smider en appelsin i turbanen hos arrangørerne af det australske ProTour løb Tour Down Under. For ganske som den amerikanske superstjerne under overvældende bevågenhed gjorde comeback i dette etapeløb i januar, bliver den kommende udgave straks efter årsskiftet også stedet, hvor Team RadioSchack med Armstrong i spidsen optræder for første gang. På træningstur med 1200 Det har både amerikaneren selv og premierministeren i delstaten South Australia, Mike Rann, officielt tilkendegivet. Det skete i forbindelse med den netop overståede kræftkonference i Dublin arrangeret af Armstrongs Livestrong organisation, hvor Rann var en af de mange deltagende politiske notabiliteter. Armstrongs afsluttende træningsseance i Dublin, hvor han havde inviteret alle interesserede til at møde op, udviklede sig i øvrigt til en endnu større succes, end da amerikaneren forsøgte sig med en tilsvarende seance i Glasgow. Omkring 1200 fulgte opfordringen til at deltage, og i den irske hovedstad undgik man trafikkaos, fordi cykelturen var henlagt til en af byens store parker. Belgisk tempospecialist har sagt ja Armstrong har adskillige folk i gang med at hverve nye ryttere til Team RadioShack, og i Belgien har en af holdets kommende sportsdirektører Dirk Demol således lavet en toårig aftale med den belgiske tempospecialist Sebastien Rosseler, som dermed forlader Quick Step. Stærkt på vej meldes ligeledes sprinteren Geert Steegmans, der har været på jagt efter en ny arbejdsgiver, siden han brød med russiske Katusha, fordi han ikke ønskede at skrive under på et dokument, hvor han i tilfælde af en positiv dopingprøve forpligter sig til at betale en bod svarende til fem års løn. Studehandel omkring Vinokourov Lance Armstrongs nærmeste samarbejdspartner Johan Bruyneel har travlt med at få både sig selv og flere ryttere løst fra de kontrakter, som rent faktisk binder dem til Astana også i 2010. Belgiske medier mere end antyder, at Bruyneel i den forbindelse har haft ganske gode kort på hånden i forhandlingerne om den kasakhiske stjerne Alexandre Vinokourovs comeback. De kasakhiske sponsorer har for næsten enhver pris ønsket at få Vinokourov til start i Vuelta a Espana, men Bruyneel sidder stadig med den sportslige magt og har ikke lagt skjul på sin antipati overfor Vinokourov. Når det kasakhiske nationalidol i den sidste ende alligevel indlemmedes i Vuelta-truppen, menes det at hænge sammen med Bruyneels bestræbelser på at få ophævet diverse andre kontrakter, så studehandlen ser ud til at være gået i orden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her