At Michael Rasmussen også efter sin toårige karantæne nyder enorm popularitet blandt danske cykelentusiaster, er hævet over enhver tvivl, men hidtil har den tidligere Tour de France-bjergkonge kun sporadisk kunnet stille sine evner til skue på hjemmebane. To starter på dansk grund – i et gadeløb i Kjellerup samt i Fyen Rundt – er det blevet til. I stedet udfolder han sig i hustruens hjemland Mexico, hvor han er blevet modtaget med åbne arme, og han tiljubles dagligt undervejs og efter strabadserne på podiet i etapeløbet Vuelta Puebla San Marcos. Mexicansk spurtduel om etapesejr Heller ikke på den 114 kilometer lange 4. etape fra Tehuacán til Huajuapan de León formåede rivalerne nemlig blot antydningsvis at true den 35-årige danskers position som løbets førende rytter. Etapen mundede ud i en tæt spurtduel mellem mexicanerne Juan Manuel Sandoval (Tecnologia Grand Prix) og Carlos López (Canel’s Turbo). De to havde fulgtes ad i udbrud de sidste 40 km, og der skulle målfoto til at afgøre, at førstnævnte havde vundet. Michael Rasmussens holdkammerat Juan Manuel Magallanes, der forleden vandt 1. etape, besatte tredjepladsen 2.03 min. bagude, men resultat fik ingen væsentlig indflydelse på den samlede stilling. To etaper tilbage Michael Rasmussens ny mexicanske mandskab Tecos Trek understregede nemlig sin kollektive dominans ved også uden problemer at forsvare de to andre podiepladser i klassementet. Således indtager sidste års nr. 1 og 2 i løbet, mexicaneren Bernardo Colex og colombianeren Gregorio Ladino, stadig positionerne efter danskeren med minus på henholdsvis 9.41 og 10.56 min. Endnu resterer to etaper, hvoraf den ene appellerer til danskerens kvaliteter i bjergene, mens den afsluttende er et gadeløb, hvor det er de spurthurtige deltagere, der får mulighed for at brillere. Har aldrig før vundet et etapeløb Skulle det lykkes Michael Rasmussen at fuldføre sit mexicanske eventyr succesrigt, hvilket de færreste tvivler på, vil det i øvrigt være første gang i karrieren, at han hyldes som samlet vinder af et etapeløb. Som bekendt var Michael Rasmussen snublede tæt på, da en heftig debat om hans oplysninger om opholdsstederne inden Tour de France 2007 mundede ud i, at hans hollandske Rabobank-mandskab 25. juli trak ham ud af verdens skrappeste cykeludfordring. Han havde netop vundet etapen til Col d’Aubisque, var indehaver af den gule førertrøje og havde fået leveret den specialfremstillede gulskinnende cykel, som skulle anvendes til jubelindtoget i Paris. Klar til at jagte større mål Den viste han for nylig frem i væsentligt mere ydmyge rammer i Fyen Rundt, og nu er han efter den i hast arrangerede ansættelse på Mexicos største cykelmandskab i fuld gang med at dokumentere, at han trods sin lange løbspause er i form til at jagte langt større mål end de, han netop nu har for øje i den bagende mexicanske hede. Og opvisningen på det amerikanske kontinent tjener også til at fjerne enhver tvivl hos eventuelle europæiske arbejdsgivere om, at det kan betale sig at satse på danskeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























