Få hundrede meter fra målet på den afsluttende etape i årets Vuelta a Espana spoleredes Matti Breschels chancer på dramatisk vis for at levere en gentagelse af sidste års sejrrige bedrift i Madrid. Team Saxo Banks danske mester blev i den hektiske opløbskamp revet med i et styrt, som han selv var fuldstændig uden skyld i, og den eneste umiddelbare trøst er, at Breschel tilsyneladende slap fra det bitre uheld uden at lide alvorlig overlast. Blev kørt flot i position Det danske mandskabs reducerede styrker – kun fem af de ni oprindelige aktører nåede med til Madrid – sørgede ellers på de sidste km på glimrende vis for at bringe Breschel i en ideel position.
LÆS ARTIKEL Sidste Vuelta-chance for den danske mester
Ganske vist kunne Team Saxo Bank ikke tage kampen op med de øvrige mandskaber med skrappe sprintere ret længe, men det virkede, som om Breschel selv var klar til at fighte for sin chance.
Blev fanget ved barrieren
Han lå godt placeret, men blev fanget op ad barrieren, da et par ryttere foran ham ikke kunne undgå at kollidere, og Breschel måtte også en tur i asfalten.
Efter at have sundet sig, kom danskeren på cyklen igen, men da havde tyskeren André Greipel (Team Columbia) længst sat alle rivalerne på plads for fjerde gang.
Næppe konsekvenser for VM-starten
En første vurdering af styrtet synes ikke at fremkalde frygt for, at det skal få konsekvenser for Matti Breschel med henblik på VM-deltagelsen om en uge i Mendrisio.




























