Med lutter smil over hele linjen præsenterede de tre medaljevindere i kvindernes VM-enkeltstart sig for medierne ved det traditionelle pressemøde efter kappestriden. Og 24-årige Linda Villumsen var bestemt ikke den mindst begejstrede, selv om hun havde tilkæmpet sig den nederste plads på podiet i Mendrisio.
LÆS ARTIKEL Historisk VM-medalje til dansk kvinde
»Det her er det største resultat i min karriere. Det overgår også sejren i kvindernes Tour de France for tre år siden«, konstaterede en åbenlyst jublende glad Linda Villumsen efter at have tilført den danske cykelhistorie to helt nye, jubelmættede kapitler.
Første danske enkeltstartsmedalje
For ikke alene blev hun med tiden 36.24 min. for de 26,8 km Danmarks første kvindelige pedalatlet på en VM-sejrsskammel efter et landevjesløb – hun er også den første rød-hvide rytter overhovedet, som på eliteplan erobrer en enkeltstartsmedalje ved verdensmesterskaberne.
»Er det virkelig rigtigt. Det anede jeg ikke«, sagde en storsmilende Linda Villumsen.
Ingen plads til ærgrelse
»Og jeg må indrømme, at det også kommer bag på mig, at jeg befinder mig i denne glædelige situation nu. Jeg gik til enkeltstarten med den målsætning at yde mit maksimale, men at det skulle række til en placering mellem de tre bedste, havde jeg ikke forestillet mig«.
Og så var den danske tempospecialist endda kun tre sek. fra sølvmedaljen, som italieneren Noemi Cantele hjemførte, mens den olympiske mester, amerikaneren Kristin Armstrong, var suveræn vinder med 55 sek. ned til Cantele.
»Jeg ærgrer mig bestemt ikke over, at sølvet glippede. Jeg er yderst tilfreds med den medalje, det nu blev til, og jeg havde absolut heller ikke mere i mig, da jeg kørte over målstregen«, lyder det fra Linda Villumsen, hvis evner som temporytter længe har været indlysende.
To gange EM-guld
Således erobrede hun guld i disciplinen ved U 23 europamesterskaberne både i 2006 og 2007, hun har tre gange været dansk mester i kampen mod klokken, og i denne sæson har hun vundet enkelstarter i både det franske Tour de l’Aude og det hollandske Ster Zeeuwsche Eilanden.
Danmarks anden VM-deltager på enkeltstarten Trine Schmidt blev nr. 17 af de 41 deltagere slået med 2.27 min. af Kristin Armstrong, og det gjorde hende faktisk til den bedste U 23 rytter i feltet, hvilket antyder spændende udviklingsmuligheder også for hende.




























