Riis med stærke trumfer i årets sidste stjernetræf

Chris Anker Sørensen er med på landevejen, når Lombardiet Rundt skydes i gang.
Chris Anker Sørensen er med på landevejen, når Lombardiet Rundt skydes i gang.
Lyt til artiklen

To af dansk cykelsports mest lovende unge himmelstormere, Jakob Fuglsang og Chris Anker Sørensen, er blandt aktørerne, når den 103. udgave af Giro di Lombardia i dag suser hen over de norditalienske landeveje. Den traditionsrige italienske klassiker byder på sæsonens sidste massive stjernetræf, og selv om Team Saxo Banks rød-hvide duo ikke nævnes blandt de mest fremtrædende favoritter, giver deres seneste præstationer anledning til realistiske formodninger om, at de vil kunne være med i front. Toppræstationer for en uge siden For en uge siden i det ligeledes særdeles krævende Giro dell’Emilia fremstod Bjarne Riis’ kollektiv som det stærkeste mandskab med Jakob Fuglsang på andenpladsen kun slået af hollænderen Robert Gesink (Rabobank) efter en særdeles imponerende indsats. Ved den lejlighed var den danske trups russiske VM-sølvvinder Alexandre Kolobnev og Chris Anker Sørensen over stregen som nr. 7 og 8, og de præstationer sendte klare signaler om, at der også kan være noget meget spændende i vente i dag. Hollænder indkaldt som forstærkning Det er da også denne trio, Team Saxo Bank først og fremmest satser på, og at opgaven har maksimal prioritet, understreges af, at hollænderen Karsten Kroon i 11. time er indkaldt, så det er muligt at fylde alle otte startpladser ud. Hvor meget Kroon, der næste sæson kører for amerikanske BMC og netop har overstået en længere sygdomsperiode, så kan bidrage med vides ikke, men at han er mobiliseret, viser at holdet er opsat på at yde sine trumfer den bedst mulige opbakning. Foruden de fire nævnte stiller Team Saxo Bank med den tyske veteran Jens Voigt, der meldes mere og mere velkørende efter sit alvorlige Tour de France styrt, Nicki Sørensen, Anders Lund og Gustav Larsson. To statistikker konfronteres Overordnet i Giro di Lombardia mødes to statistiske kendsgerninger i en interessant konfrontation, Dels er det indenfor de seneste 10 år kun lykkedes én udlænding – den siden stærkt dopingbelastede litauer Raimundas Rumsas i 2000 – at vinde, dels må italienske cykelentusiaster se i øjnene, at ingen af deres landsmænd i denne sæson har formået at hjemføre en succes i en af de helt store begivenheder på den internationale terminsliste, hvilket er uden sidestykke den seneste snes år. Gilbert er formrytteren Så en af disse opgørelser får i dag en tilføjelse, som bringer den røde tråd i statistikkerne ud af balance. De aktører, som står i første række til at fremtvinge afvigelsen, er belgieren Philippe Gilbert (Silence-Lotto) og italieneren Damiano Cunego (Lampre). Med tre triumfer på otte dage – i Coppa Sabatini, Paris-Tours og senest i torsdags i Giro del Piemonte – er den 27-årige Gilbert uden sammenligning formrytteren over alle blandt dagens deltagere og kan således blive manden, der afbryder otte års italiensk succes. Den suveræne ekspert Helt så overbevisende har den et år ældre Cunego ikke formået at markere sig på det seneste. Italieneren har efter et vellykket Vuelta a Espana med to etapegevinster hele tiden være med fremme i de efterfølgende starter uden at nå helt til tops. Men Cunego er den suveræne Giro di Lombardia ekspert i feltet med sejr de to seneste år og en tredje i jubelsæsonen2004, da han også vandt Giro d’Italia. Det er hævet over enhver tvivl, at Lampre-kaptajnen målrettet stiler mod at erobre den store, gloriøse sejr, som i år er gledet de italienske pedalatleters næse forbi. Cunego i fornemt selskab Går alt op i en højere enhed for Cunego, rykker han på en delt andenplads sammen med landsmanden Alfredo Binda, og foran dem på løbets sejrsliste gennem tiderne er kun legenden Fausto Coppi, der vandt Giro di Lombardia fem gange – de fire i træk fra 1946 og frem og siden i 1954. »Rytteren, der skal besejres i dag er Cunego«, fastslår Philippe Gilbert, der dog også må regne med, at hans egen holdkammerat, verdensmesteren Cadel Evans har ambitioner om at hævde sig helt i front. Verdensmester blandt favoritterne Evans har i sine starter efter den eminente optræden i Mendrisio gjort den nyerhvervede regnbuetrikot ære, og i det aktuelle terræn, som han kender så udmærket, fordi han bor på de kanter, hører han hjemme i inderkredsen af favoritter. Det samme gør navne som italieneren Giovanni Visconti (ISD), OL-guldvinderen Samuel Sanchez (Euskaltel) og dennes spanske landsmand, VM-bronzevinderen Joaquin Rodriguez, der endnu repræsenterer Caisse d’Epargne, men fra næste år for alvor får chancen for at jagte personlige muligheder på Katusha-mandskabet. En krævende klassiker Giro di Lombardia har ry for at være sæsonens mest krævende klassiker, lige en anelse over Liège-Bastogne-Liège i sværhedsgrad. På den 242 km lange distance fra Varese til Como skal rytterne igennem meget kuperet terræn. Vanskelighederne melder sig for alvor på de sidste 45 km med stigningerne Ghisallo, Civiglio og San Fermo. Den sidste skal forceres seks km fra mål, så det er meget sandsynligt, at det afgørende slag om sejren udkæmpes der.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her