Mindre end et døgn efter, at de danske verdensmestre i parløb Alex Rasmussen og Michael Mørkøv i aftes hyldedes som sejrherrer i Gents seksdagesløb, tager de i dag i fat på en ny barsk opgave af ganske anderledes karakter.
LÆS OGSÅ Stor triumf for danske verdensmestre
Fra den belgiske velodrom satte de kursen mod Luxembourg, hvor de ligesom talrige andre danske cykelryttere midlertidigt har slået sig ned, og i dag går turen videre til Fuerteventura i den kanariske øgruppe, hvor deres landevejsarbejdsgiver Team Saxo Bank afvikler den traditionelle overlevelseslejr tilrettelagt af B. S. Christiansen med henblik på den kommende sæson.
Glæder sig til mødet med holdkammeraterne
»Det bliver rigtigt lækkert at mødes med resten af holdet igen her lige efter, at vi har vundet. Det glæder jeg mig virkelig til«, siger Michael Mørkøv, der givetvis sammen med resten af Team Saxo Bank kan se frem til endnu en exceptionel oplevelse, om end den i hvert fald ikke umiddelbart munder ud i en hyldestseance som den netop overståede.
»Vi er først hjemme igen 13. december, og inden da bliver der i hvert fald ikke lejlighed til at slappe af. Men så har vi også fået besked af holdets ledelse på, at det er nødvendigt med en uges pause«.
Stiller kun op ved DM i parløb
»Det betyder bl.a., at vi ikke stiller op til de danske mesterskaber, som afvikles weekenden efter, vi er kommet hjem. Dette DM-stævne omfatter heldigvis ikke parløbet, som først køres 30. december, og her er vi klar til at være med«.
»Jeg ville da hellere end gerne have flere danske mesterskaber i de andre discipliner, men det er altså nødvendigt for os at geare ned engang imellem. Og der er jo heller ikke så meget at gøre, når Team Saxo Bank har bestemt, at det skal være sådan«.
Kører næste seksdagesløb i Rotterdam
Landevejsaktiviteterne indebærer ligeledes, at Alex Rasmussen og Michael Mørkøv ikke kan være med i sæsonens næste seksdagesløb, der afvikles fra 15. til 20. december i Zürich.
»Bortset fra, at vi gik glip af starten i Dortmund, fordi løbet blev aflyst, synes jeg, at vi har fået lagt et fint program for vinteren«, fastslår Michael Mørkøv.
»Vi er med igen i Rotterdam fra 7. til 12. januar og har Berlins seksdagesløb fra 28. januar til 2. februar som ideel forberedelse, inden vi fra 4. til 9. februar skal søge at gentage sejren på hjemmebane i Ballerup Super Arena«.
Roser til danskerne
Den danske seksdagesarrangør Henrik Elmgreen overværede de to sidste døgn af seksdagesløbet i Gent og frydede sig over den ros, der blev de to unge danske topnavne til del.
»Der var bred enighed blandt eksperter om, at Alex og Michael gennem samtlige seks dage havde markeret sig som det stærkeste par«, fortæller Henrik Elmgreen.
»Og ligeledes om, at Michael sammen med Iljo Keisse og Bruno Risi fremstod som feltets mest iøjnefaldende individualister. Det er en fantastisk overblik Michael har udviklet allerede som 24-årig, og han er i stand til at få det allerbedste ud af Alex«.
»Men jeg må da indrømme, at jeg langt hen i finalen havde mine tvivl om, hvorvidt de nu kunne vinde«.
Finalen lidt for spændende
Også Michael Mørkøv indrømmer, at sejren var meget tæt på at glippe.
»Finalen blev lidt mere spændende, end jeg havde ønsket mig, for vi var tvunget til at vinde de to sidste spurter, hvis vi skulle slutte som nr. 1«, fortæller Michael Mørkøv.
»Heldigvis lykkedes det, men jeg havde nu regnet med, at vi kunne have afgjort sagen tidligere. Og Alex slog trods alt kun Keisse med et halvt hjul i den sidste spurt, som bevirkede, at vi sluttede tre point foran Keisse og Roger Kluge«.




























